Passagerer, der booker krydstogt i Det Røde Hav med Apollo, kommer til at rejse ombord på MSC Orchestra. PR-foto.

Charterbureau vender tilbage til Rødehavet

Et stort rejsebureau vender tilbage til Det Røde Hav med en relancering af krydstogtrejser. Fremover vil bureauets kunder kunne opleve steder på UNESCO’s verdensarvsliste i Mellemøsten.

Charterbureauet Apollo Resjer oplever succes på sin direkte flyrute fra København til egyptiske Hurghada. Nu udvider rejsearrangøren sit produktsortiment i Mellemøsten med genoptagelsen af et krydstogtsamarbejde med rederiet MSC i Det Røde Hav.

Med samarbejdet ønsker Apollo at tilbyde en kombineret oplevelse af livet ombord på MSC’s krydstogtskibe sammenholdt med seværdighederne omkring Rødehavet, fortæller Glen Bisgaard, salgsdirektør hos Apollo.

”Det er uden tvivl den ultimative ferieoplevelse for alle, der gerne vil helt tæt på nogle af verdens historiske og ikoniske vidundere og byer – og som samtidigt gerne vil kunne nyde det gode liv ombord på et krydstogtskib,” siger han i en pressemeddelelse.

Krydstogtet tager Apollos kunder forbi flere af områdets store seværdigheder blandt andet Safaga, hvor passagerer kan opleve Kongernes Dal, Jeddah, Medina i Saudi-Arabien, den klippeudskårne by Petra, Sharm el Sheikh og pyramiderne i Giza.

Det er anden gang, at Apollo samarbejder med MSC. Sammenlagt har har de to virksomheder samarejdet i mere end 15 år, oplyser Apollo.

Store spillere på markedet
Både Apollo Rejser og MSC er store spillere på markedet. I år regner Apollo således med at sende 170-180.000 gæster fra Danmark, cirka 10 procent med rutefly. Sidste år var Apollo, ifølge de officielle tal fra RID, Rejsearrangører i Danmark, Danmarks tredjestørste charterrejsearrangør med 153.000 gæster; kun overgået af TUI med 176.000 og Spies med 243.000 gæster.

To tredjedele af Apollo-gæsterne fra Danmark flyver i sommersæsonen; syv ud af 10 skal til Grækenland, fløjet af Novair, SAS og Atlantic Airways.

Apollo, der ejes af tyske DER Touristik, tæller blandt andet specialrejsearrangørerne Golf Plaisir, Lime Travel og Xtrabel samt træningsresortet Playitas på Fuerteventura, den næststørste kanariske ø.

MSC Cruises er for sit vedkommende det tredjestørste rederi i verden med sine foreløbigt 22 skibe og samtidig det hurtigst voksende ifølge egne oplysninger.

I starten af august lancerede MSC i øvrigt det nye luksusvaremærke Explora Journeys, hvis første skib Explora I havde premiere i København.

Jomfruturen ud af Københavns Havn for Explora I var samtidig anden gang på to måneder, at et krydstogtskib ejet af MSC havde premiere i København. Det første var MSC Eurebia i starten af juni.

 

Relaterede artikler:

Ras Al Khaimah skal være ny vinterdestination

Luksuskrydstogtskib havde premiere i København

Stort rederi sætter kursen mod mere bæredygtighed