Air Greenland lander med overskud i en krisetid

Air Greenland fik i 2008 et overskud efter skat på 57 mio. kr. – ca. 11 mio. kr. bedre end året før.



”Vi er stolte af vores 2008-resultat, ikke mindst i lyset af den øgede konkurrence fra SAS og Air Iceland på Atlanten og den globale økonomiske afmatning, der har givet store problemer for mange andre i vores branche,” siger Air Greenlands adm. direktør, Michael Binzer.



En usædvanligt stor charterefterspørgsel i og uden for Grønland, har medvirket til årets resultat – samt den femårige strategiplan, Air Greenlands bestyrelse vedtog i 2007.



”Strategiplanen var ledetråden for Air Greenland i 2008, og vi kan nu se, at mange af initiativerne virker. Der er mere fokus på omkostningsniveauet samt en forstærket salgsorganisation,” siger Julia Pars, bestyrelsesformand i Air Greenland.



Air Greenland bruger en del af overskuddet på at tilbyde 4.000 ekstra billige rejser denne sommer. ”Det kan medvirke til at stimulere efterspørgslen efter rejser til, fra og i Grønland,” siger Julia Pars.



Michael Binzer understreger, at selv om Air Greenland giver en del af overskuddet til kunderne, er der god brug for pengene i koncernen. Selv om SAS opgiver sin Grønlandsrute, er der konkurrence fra Air Iceland i højsæsonen, hvor Air Greenlands altovervejende del af indtjeningen hentes, specielt på charterområdet har Air Greenland de seneste måneder set en aftagende efterspørgsel. Ligeledes er selskabets flyflåde aldrende, og det er tvingende nødvendigt, at dele af flåden udskiftes i de kommende år, hedder det.



Air Greenland har to 100 % ejede datterselskaber, Hotel Arctic i Ilulissat og Grønlands Rejsebureau i København.



Førstnævnte kom ud af 2008 med et nulresultat efter den sidste af fire moderniseringsfaser med ny fløj med 33 værelser og et netop indviet konferencecenter. Rejsebureauet gav overskud på 2 mio. kr. før skat.

Skrevet af