Gammeldags stick-up på Qantas-fly

”Stick ‘em up,” truede John Wayne i de gamle amerikanske westerns når han skulle sige ”hænderne op!” Der er ikke meget nyt under solen: retten i Melbourne har netop behandlet en sag, hvor en tilsyneladende sindsforstyrret flypassager, David Robinson, med to ”sticks”, træpinde, han havde snittet sylespidse, prøvede at tilkæmpe sig magten over en Qantas Boeing 717 fra Melbourne til Hobart, hovedstaden i Tasmanien.



Det lykkedes selvfølgelig ikke; men manden, en arbejdsløs computerspecialist, fik dog tilføjet to stewardesser et par stiksår, inden han blev overmandet.



Det hele turde være ret harmløst; men (man kunne næsten fristes til at sige desværre:) sagen har affødt, at Australiens luftfartsvæsen og sikkerhedspoliti nu er gået i gang med et større projekt, som skal forsøge at sikre, at ingen person, bevæbnet med spidse træpinde, fremtidig kan komme ombord på et australsk fly. Da spidse træpinde ikke giver udslag ved almindelig screening, har det umiddelbart i fuldt alvor afstedkommet forslag om kropsvisitering eller 100% nedklapning af alle passagerer og svært bevæbnede civilklædte sikkerheds-folk ombord på alle fly.



Qantas’ direktør Geoff Dixon har afvist begge forslag, som kun ville skræmme endnu flere fra at rejse. Dommeren henviste i øvrigt David Robinson til psykiatrisk behandling.

Skrevet af