Donerer julegavebudgettet til kræftramte børn

I stedet for at uddele de traditionelle personlige julegaver til bl.a. rejsebureauer og firmakunder har Choice Hotels Denmark i år valgt at donere 50.000 kr. til Rigshospitalets afdeling for kræftramte børn. Ved overrækkelsen af gavechecken på de 50.000 kr. der fandt sted i går, havde Jens Mathiesen og 2 andre kolleger fra Choice Hotels Denmark også medbragt julegodter til børnene. Charlotte Blix, Programleder for Rigshospitalets Børne Program modtog checken og udtrykte sin store glæde: ”Vi har meget begrænsede midler men prioriterer højt at gøre alt hvad vi kan for disse børn og deres familier. Vi er derfor yderst taknemmelige for denne gestus”, sagde Charlotte Blix. På afdelingen for kræftramte børn har man med farver, lys, legerum, god udsigt til friarealer og masser af aktiviteter endvidere gjort det muligt for familierne at være til stede under barnets ophold. På nuværende tidspunkt er der tilknyttet 25 børn hvor hvert barn kan have en forælder boende. Jens Mathiesen fra Choice Hotels opfordrer alle, der måtte have midler og mulighed for det, til at støtte disse børn og kontakte Charlotte Blix på Rigshospitalet på tlf.: 3545 4898 eller pr. mail: blix@rh.dk.

Stand By har tidligere opfordret til at støtte kræftramte børn, f.eks. via et samarbejde med Børnecancerfonden. Børnecancerfonden står for allokering af midler til børnekræftens forskningsprojekter, den generelle oplysning, støtten til landets andre børnekræftafdelinger: Skejby, Odense og Ålborg og fordelingen af legater for den direkte patientstøtte. Børnecancerfonden, der har Ghita Nørby som protektor, kan her til jul i år fejre 10 års fødselsdag. Ønsker man at støtte Børnecancerfonden kan man ringe til Nina Dencker på tlf.: 3555 4833 eller pr. mail: kontakt@boernecancerfonden.dk. Læs mere om Børnecancerfonden på: www.bornecancerfonden.dk

Billedet: Fra venstre Charlotte Blix, Programleder for Rigshospitalet Børne Program modtager her gavechecken på de 50.000 kr. som overrækkes af Salgs- & Marketingdirektør Jens Mathiesen fra Choice Hotels Denmark A/S.

Skrevet af