Kapitalgiganter i kamp om Scandlines

Det bliver nu stadig tydeligere, at kampen om at købe det dansk-tyske færgerederi Scandlines vil stå imellem kapitalfonde og Scandlines’ konkurrenter, skriver dagbladet Børsen torsdag.



Selv om der er erklæret absolut tavshed om, hvem der er med i slutspillet, kan Børsen nu på baggrund af flere kilder tæt på handlen afsløre hovedparten af køberfeltet, der netop i disse dage regner på det definitive bud.



Scandlines’ ejere, Transportministeriet og Deutsche Bahn, snævrede i juli feltet ind fra 13 til seks, der inden udgangen af august skal afgive et endeligt bud.



Børsen erfarer således, at listen – ud over svenske Stena Line og dansk-tyske Baltic Ferry Development Group – tæller Crossfinanz fra Schweiz og mindst to kapitalfonde, nemlig britiske 3i og Nordic Capital med hovedbase i Stockholm.



Hvem den sjette byder er, er fortsat uvist, men meget tyder på, at en kapitalfond besætter denne plads – muligvis BC Partners, C-Inven eller tyske Norddeutsche Landesbank, skriver Børsen.


Skrevet af