I går udsendte den danske agent for rederiet SeaDream Yacht Club, Bella Vista Travel, pressemeddelelse om, at rederiets to yachts havde vundet det amerikanske rejsemagasins Conde Nast Travelers pris som bedste krydstogtrederi blandt ”små krydstogtskibe.”
Direktør Jesper Boas Smith fra Bella Vista Travel, sagde bl.a. i sin pressemeddelelse: ”For mig er kåringen bevis på, at en ny generation af krydstogtgæster sætter agendaen: yngre livsnydere som ønsker personlig service og uspolerede destinationer – frem for de store skibes diskoteker og Las Vegas-shows. Og små yachts kan besøge destinationer, de større skibe ikke kan anløbe.”
Men de udtalelserne medførte en reaktion fra Royal Caribbeans nordiske salgschef, Tor Johan Pedersen:
”Jeg læser med interesse Jesper Boas Smiths udtalelser på Take Offs hjemmeside om kåringen hos Conde Nasts, hvor Royal Caribbean vandt kategorien “big ships.”
Tor Johan Pedersen fortsætter: ” Jeg er uenig i, at denne nye kundegruppe vil have små skibe. Undersøgelser viser, at de “nye gæster” ønsker “flydende resorts” med et bredt spekter af aktiviteter og underholdning. De ønsker også stor variation i antal restauranter og mange destinationer under krydstogtet. I “big ship” klassen opererer alle de store, mens Silversea og Seabourn er nicheprodukter, selv om de har en del af de nye og yngre gæster.”
”Men at sige, at dette sker på bekostning af de store skibe er fuldstændig fejlagtigt. Vor kapacitetsforøgelse de seneste år er et klart bevis på det modsatte,” lyder svadaen fra Royal Caribbean.
Bella Vista er i øvrigt også agent for RCCL.
På Conde Nasts liste indenfor Big Ships er P&O Cruises og Regent Seven Seas Cruises hhv. nr. 2 og 3 efter Royal Caribbean; først som nummer ni kommer den største nordiske konkurrent, Norwegian.
HB
Tagget med: Bella Vista Norwegian RCCL Royal Caribbean Seabourn Seadream Silversea