Frygter pilotmangel i Skandinavien

”Vi skal vågne op nu og uddanne flere piloter,” siger Søren Byrjalsen, flyvechef i Cimber Air, til boarding.no



Flyselskaberne ruster sig til kamp om piloterne ved at indgå aftaler med flyveskoler og snuppe eleverne tidligt.



Sterling ansætter mange piloter for tiden, hvor der satses på at erobre markedsandele. Til foråret regner flyvechef Claus Gammelgaard med at ansætte 50 nye piloter.

”Vi tror, at der fra næste år vil opstå reel pilotmangel i Skandinavien. Det kommer først til at gå ud over de små flyselskaber,” siger Claus Gammelgaard.



Mange nyuddannede piloter starter hos Danish Air Transport, som ser tegn på mangel på piloter. Her tager man i øjeblikket konstant nye piloter ind.



”Om to-tre år står vi i en katastrofal situation med stor pilotmangel. Vi kan mærke det i øjeblikket i vores litauiske selskab, hvor de forskellige selskaber går på strandhugst hos hinanden, og der bliver ført en reel overbudspolitik – det kan også ske i Danmark,” siger DAT’s ejer, Jesper Rungholm.



SAS er med 2.500 piloter største arbejdsgiver i Skandinavien. Problemet for er, at SAS’ piloter har en gennemsnitsalder på 50-60 år.

”I SAS bliver vi nødt til at forholde os til, hvordan vi får nye piloter. Det er ikke i morgen, vi skal ansætte nye, men inden for fem-ti år. Indtil da flyver den enkelte pilot flere timer,” siger Bertil Ternert, informationschef ved SAS’ hovedkontor i Stockholm.

Skrevet af