Hotel langt over budget

I en tid, hvor mange piver over for lav omsætning, kommer der omvendte meldinger fra et af Nordens fineste hoteller, Kämp i Helsingfors.




Her siger hotellets danske general manager, Jan Kjær Nielsen, til Take Off: ”Kämp satte i maj en “all time record” i omsætning. Vi var ca. 22% over omsætningen for samme måned sidste år og 19% over maj i 2001.”



”Men det flotte resultat kommer ikke af sig selv. Vi har haft stor succes med at bearbejde det helt lokale marked, dvs. Helsingfors og omegn. Vi har flere værelser belagt hver weekend med gæster som bare vil have en nat i luksus væk fra hjem og børn. Fx. på den seneste Valentines-dag havde 85% af vore gæster postnummer indenfor en radius på 30 km. fra hotellet,” siger Jan Kjær Nielsen.



Kämps weekendpriser er 165 Euro pr. værelse pr. nat – med morgenbuffet for gæster i hotellets deluxe-værelser. I juli tilbydes en speciel pris på hverdage på 185 Euro for en person – eller 205 Euro for to, ligeledes med morgenbuffet.



Kämp har i øvrigt ”outsourced” sin gourmet-spisested “Restaurant Kämp” til en lokal stjernekok; efter en renovering genåbnede den tidligere på måneden under navnet “est. 1887” – åbningsåret for Hotel Kämp. Hotellet er med i Starwod-kæden, som bl.a. tæller Sheraton. Til september lanceres bogen om Kämp i serien “The most famous hotels in the World.”



Jan Kjær Nielsen siger også, at han med interesse læste Stolen i maj-udgaven af Take Off, og er enig med gæsten, direktør Kurt Thyregod fra Diners Card, som sagde, at ”så længe indholdet er rigtigt, er der stadig kunder selv til en høj pris.”



Se i øvrigt hjemmesiden: hotelkamp.fi

Skrevet af