Verdens værste velkomst

Et fald på 17 %. Det er status i USA i antallet af turister over de seneste seks år. Især turister fra Europa, Japan og Mellemøsten holder sig væk.



Det er Travel Industry Association of America, der bl.a. arrangerer Pow Wow, fagmessen for rejsebranchen,

der har foretaget undersøgelsen.



Den viser, at især de omfattende sikkerhedstjek ved ankomsten til USA er generende og får folk til at vælge et andet sted at holde ferie.



”USA rangerer som det land i verden, der har den værste indgangsproces. Det kan være sandt eller ej, men opfattelsen derude er, at lang ventetid, lange køer og dårlig behandling er normen i USA,” siger Geoff Freeman fra Discover America Partnership til TV-stationen ABC, ifølge Politikens turengaartil.dk



For USA har de manglende udenlandske besøgende de seneste seks år betydet et tab på over 100 milliarder kr. samt næsten 200.000 jobs, anslår TIA.



Og det er ikke bare de omfattende sikkerhedstjeks i landets lufthavne, der får turisterne til at holde sig væk. Også USA’s udenrigspolitik spiller en stor rolle – især for indbyggere fra muslimske lande.



Chefen for TIA, Roger Dow, sagde under forårets Pow Wow til Take Off:

“USA havde i fjor 52 mio. udenlandske turister – det er kun een million mere end i 2001. Der er blevet seks millioner færre oversøiske turister siden 2000 – men siden 11. september 2001 har USA tabt hver tredje oversøiske turist.”



Den amerikanske rejseindustri er en af USA’s største indtægtskilder og arbejdsgivere. Syv millioner jobs, hver niende private job i USA, finansieres af turister, heraf 52 millioner årlige udenlandske turister, som spenderer over 500 milliarder dollars årligt…

Skrevet af