SAS fjerner bureauernes fleksibilitet

Take Off har som eneste skandinaviske medie i denne uge skrevet om SAS’ reduktion af rejsebureauernes udstedelsesfrist for europæiske økonomibilletter fra 72 til 24 timer – som trådte i kraft i denne uge.



I sin første offentlige kommentar til forandringen, som ikke kun gælder SAS Danmark, men alle markeder, siger Danmarks Rejsebureau Forenings formand, Jesper Ewald, til Take Off:



”Den meget kort varslingsfrist på 12 dage gjorde det svært for bureauerne at planlægge i en af årets travleste perioder. Jeg forstår SAS’ synspunkter for at gå fra 72 til 24 timers udstedelsesfrist, men det gør det altså svært at være rejsebureau. Det er en hjælp at billetten kan være reserveret i 72 timer – den fleksibilitet har SAS nu frataget os.”



DRF’s formand erkender, at SAS har imødekommet en del af kritikken fra rejsebureauerne, at rejsebureauer ikke har stringente 24 timer, men fra dagen, billetten bookes, til midnat næste arbejdsdag – samt at billetter booket fredage først udskrives den følgende mandag.



”Men det er mindre lempelser og SAS’ nye regel presser bureauernes medarbejdere ekstremt. De har i forvejen alt for travlt og gør alt for at yde deres bedste. Problemet er navnlig stort for turoperatørerne, som udsteder billetter for andre rejsebureauer. SAS’ nye billetregler kan få bureauerne til at give flyselskaber med lempeligere regler højere prioritering,” siger Jesper Ewald, til daglig produkt- og indkøbschef hos FDM travel.



DRF’s formand siger, at rejsebranchen vil fortsætte dialogen med SAS gennem DRF: ”SAS er modtagelig for argumenter, men processen tager tid.”



I øvrigt meddeler turoperatøren Billetkontoret, at SAS fra 1. februar ikke længere vil indsætte advarsel om sidste udstedelsesfrist i reservationen.

”Når udstedelsesfristen er overskrevet, bliver bookingen automatisk annulleret – uden først at komme på kø med en advarsel,” oplyste Billetkontoret torsdag.



HB

Skrevet af