SAS generobrer det jyske marked

Ifølge Dansk Flyprisindex har SAS gennem de seneste mange år overladt det jyske marked til konkurrenter som Air France, KLM, British Airways, Lufthansa samt Norwegian og Ryanair, der har etableret direkte udenrigsruter til store europæiske hubs og de mest attraktive europæiske destinationer.

Efter Cimber Sterlings konkurs har SAS været tvunget til en ny strategi for det vestdanske marked. Det fremgår tydeligt, når man ser nærmere på de gennemgangspriser, som SAS tilbyder fra jyske lufthavne via København og ud i verden. SAS er blevet væsentligt mere konkurrencedygtig i Jylland, viser Dansk Flyprisindex nr. 42, der udgives af travelmarket.dk.

Til mange destinationer hvor der i dag er direkte ruter fra lufthavnene i Billund, Aalborg og Aarhus, har SAS sænket priserne betydeligt. Det har været muligt, da SAS nu selv betjener af ruten fra København til Billund og ved indgangen til september har indsat ekstra kapacitet på ruterne til Aalborg og Aarhus.

Fra Billund flyver KLM eksempelvis direkte til Amsterdam. Det hollandske flyselskab kan tilbyde en returbillet for 1.433 kroner, mens SAS sniger sig under med en pris på 1.408 kroner ved rejse via København. Nogenlunde samme mønster kan man opleve fra flere jyske lufthavne til destinationer som Berlin, Oslo, Paris, Stockholm og Wien.

"Det er længe siden, at vi har set SAS være et af de prisledende selskaber på det jyske marked, som har været domineret af Ryanair, Norwegian og tidligere Cimber Sterling. Vi forventer, at SAS i større omfang vil indgå i de rejseforslag, som forbrugerne kan finde i markedet," vurderer adm. direktør Ole Stouby fra travelmarket.dk.

Ud af 30 fundne billetpriser fra 1. til 7. oktober med afrejse fra Jylland er SAS involveret i 12 tilfælde, hvilket svarer til en andel på 40%. Dansk Flyprisindex er en opgørelse over de laveste billetpriser til Amsterdam, Barcelona, Berlin, London, Oslo, Paris, Prag, Rom, Stockholm og Wien.

Skrevet af Flemming Juul