Anders Pii tiltræder i løbet af sommeren som ny direktør for Scandic i Østdanmark, herunder København. Han har 11 års erfaring fra hospitality-branchen samt erfaring med digitalisering, forretningsudvikling samt drift af servicevirksomheder inden for turisme. Foto: Scandic Hotels.

Scandic i Danmark klar med ny distriktsdirektør

Danmarks største hotelkæde ansætter Anders Pii som distriktsdirektør for Scandics 12 hoteller i København og Østdanmark. Hans forgænger blev administrerende direktør for Scandic Danmark.

46-årige Anders Pii tiltræder den kommende sommer som ny distriktsdirektør for Scandics 12 hoteller i København og Østdanmark med over 1000 medarbejdere.

Udover sin rolle som distriktsdirektør indtræder Anders Pii i Scandics danske ledelse under ledelse af Søren Faerber, administrerende direktør for Scandic Hotels i Danmark, oplyser Scandic Hotels.

Søren Faerber var i øvrigt distriktsdirektør for netop Scandic i København og Østdanmark, da han i januar i år blev rykket op som administrerende direktør for Scandic i Danmark – her afløste han Jens Mathiesen, der var blevet koncernchef for hele Scandic Hotels-koncernen med 18.000 medarbejdere på sine 280 hoteller med 55.000 hotelværelser, der enten er operative eller under opførelse på 130 destinationer i seks lande.

Ny direktør kender rejsebranchen
Anders Pii er uddannet fra Copenhagen Business School med en HD-IØ i Informations tech and Economics. Endvidere har han en MBA fra Henley Management College.

Han har erfaring med digitalisering og forretningsudvikling samt drift af servicevirksomheder inden for turisme, oplyser Scandic.

Anders Pii er uddannet indenfor spedition og shipping – han har også været kommunikationsdirektør, CIO, i bryggeriet Royal Unibrew. Fra 2007 og indtil sidste år frem bestred han som medlem af direktionen flere direktørstillinger i feriehusudlejningsfirmaet Novasol.

”Jeg ser frem til at blive en del af Danmarks største hotelkæde, der har mange spændende hoteller i porteføljen. Jeg glæder mig til at blive en del af fremtiden og yde mit bidrag til, at den bliver succesfuld. Først og fremmest ser jeg imidlertid frem til at møde mine mange nye kollegaer, som jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med,” siger Anders Pii.

Tunge poster hos stærke brancheaktører
Og fra Scandic Danmarks administrerende direktør, Søren Faerber lyder det: ”Jeg er rigtig tilfreds med, at vi kan præsentere Anders Pii som vores nye distriktsdirektør for København og Østdanmark. Han har i tidligere jobs bestridt tunge poster hos flere stærke brancheaktører.

Anders’ erfaring bliver eksempelvis vigtig, når vi ser på den kommende, intensiverede konkurrencesituation på det københavnske hotelmarked samt vores nye hotelprojekter. Her kommer Scandic til at drage stor nytte af hans solide kompetencer,” siger Søren Faerber.

Scandic har vokseværk i København
Scandic i København åbner i disse år tre nye hoteller. I september sidste år åbnede kæden et nyt 370-værelses hotel i Kødbyen på Vesterbro.

Efter sommerferien i år åbner et renoveret og kraftigt udvidet Scandic Falkoner på Frederiksberg med 334 værelser samt stor møde- og konferenceafdeling i tillæg til de to Falkonersale.

I 2021 slår hotelkæden dørene op for et nyt hotel med 357 værelser ved vandkanten på Amager Strand og tæt på Københavns Lufthavn.

Også i 2021 åbner Scandic Spectrum på Kalvebod Brygge, overfor det nuværende Marriott. Spectrum bliver med sine 632 værelser Scandic-koncernens største hotel. Den titel har i dag Scandic Berlin Potsdamer Platz med 560 værelser.

Relaterede artikler:

Ny salgsdirektør til Danmarks største hotelkæde

Kometkarriere for Scandics yngste hoteldirektør

Hotelkæde kan spare 200 millioner liter vand