I optakten til USA’s præsidentvalg har TV 2 Echo næste uge to programmer fra lang cykeltur i 13 af USA’s delstater. Discover America og Icelandair har efter valget brancheevent med TV 2-journalist.
”USA set fra sadlen” er titlen på to programmer på TV 2 Echo onsdag i næste uge, hvor de sendes i forlængelse af hinanden med start klokken 20.40. Programmerne kan også ses på TV 2 Play fra samme dato.
I programmerne om ”USA set fra sadlen” cykler journalist og tidligere Sirius-patruljefører Simon Flening på 63 dage samlet 7.000 kilometer på tværs af USA.
I en pressemeddelelse skriver TV 2 blandt andet: ”Med et telt og kun det mest nødvendige i rygsækken, begiver Simon Flening sig ud på en journalistisk mission. Gæstfriheden er stor, og Simon møder undervejs mange amerikanere, der tilbyder alt fra vand og bibler til en overnatning i deres hjem. Og på turen fra San Francisco til New York bliver han klogere på emner som fentanylmisbrug, racisme, abortkampen, religion og meget mere.”
Programmerne skal bringe ham helt tæt på amerikanerne og forstå, hvilken politisk fremtid de drømmer om, inden de skal vælge deres næste præsident tirsdag den 5. november.
TV 2 oplyser til Standby.dk, at ”USA set fra sadlen” begyndere i Californien og fortsætter østover via 13 af USA’s 50 delstater, nemlig: Nevada, Utah, Colorado, Kansas, Missouri, Illinois, Kentucky, Virginia, Maryland, Pennsylvania og New Jersey, inden han ankommer til New York.
Discover America Denmark og Icelandair har event for rejsebranchen
Til afvikling otte dage efter det amerikanske præsidentvalg, har Discover America Denmark (der har Karin Gert Nielsen fra Atlantic Link som direktør) og Icelandair i øvrigt netop udsendt indbydelse til den danske rejsebranche om en sammenkomst med fokus på valget og dets resultat.
Ved sammenkomsten i København onsdag den 13. november har de to arrangører indbudt journalist Miriam Zesler. Hun er blandt andet vært på TV 2 Nyhederne, og har i en årrække dækket og beskæftiget sig med amerikansk politik, for eksempel det seneste år i programmet “Kampen om USA” på torsdage på TV 2 News.
”Kom og hør om, hvordan det er at dække amerikanske politik og en valgkamp, der har budt på en ny demokratisk præsidentkandidat i ellevte time, to formodede attentatforsøg på den republikanske præsidentkandidat – og tidligere præsident. Og hvorfor splittelsen ikke ser ud til at forsvinde lige med det samme efter det valg, som bliver kaldt et valg om selve det amerikanske demokrati,” hedder det i indbydelsen til blandt andet rejsebureauerne fra Discover America Denmark og Icelandair.
Relaterede artikler:
Rejsebureauer begejstret for ny SAS-rute til USA
FDM Travel opgiver sin egen USA-rejsemesse
Icelandair bliver partner med tredje USA-flyselskab

STANDBY.DK Nyt om rejser


