Oprindeligt hed skibet Finnmarken, så blev det omdøbt til Otto Sverdrup – nu skal det igen hedde Finnmarken og sejle for rederiet, der også betjener 34 havne fra Kirkenes i nord til Bergen i syd.
Gennem årene med Hurtigruten har tre af rederiets skibe ført navnet MS Finnmarken.
Det seneste MS Finnmarken blev sat i drift i 2002, i 2021 blev det omdøbt til MS Otto Sverdrup – hvor det udgik af rutetrafikken og i stedet skulle sejle som ekspeditionsskib for daværende Hurtigruten Expeditions; der i dag har nye ejere og sejler under rederinavnet HX. Hurtigruten og HX er i dag to helt separate selskaber med egne profiler.
Og nu oplyser Hurtigruten i en pressemeddelelse, at skibet MS Otto Sverdrup vender tilbage til det norske rederi og fra midten af næste måned igen sejler under navnet MS Finnmarken. Skibet har plads til over 500 passagerer.
MS Finnmarken skal blandt andet sejle mellem tyske Hamborg og nordnorske Honningsvåg, der er en del af netop Finnmark. I alt har Hurtigruten 10 skibe.
Hurtigrutens koncernchef, Hedda Felin, siger i pressemeddelelsen: ”Det er naturligt at skibet følger vores navnetraditioner, nu hvor det er tilbage i vores flåde, og igen skal hedde Finnmarken.”
Tredje Finnmarken
Hurtigrutens skibe er primært navngivet efter geografiske områder ved den norske kyst, for eksempel Finnmarken, efter himmelfænomener og efter norske kongelige. Et enkelt skib er opkaldt efter Hurtigrutens grundlægger, Richard With – Hurtigruten sejlede for første gang tilbage i 1893.
Finnmarken-navnet har en speciel plads i Hurtigrutens historie. Det første, DS Finnmarken fra 1912, var det største hurtigruteskib og sejlede i 44 år. Et nyt Finnmarken-skib tilgik rederiet i 1956, og trafikerede ruten langs den norske kyst frem til 1993.
Udover at betjene de 34 havne fra Kirkenes i nord til Bergen i syd har Hurtigruten også to såkaldte signaturruter: Nordkapplinjen og Svalbardlinjen.
Det danske rejsebureau der sælger flest rejser med Hurtigruten er i øvrigt Norsk Rejsebureau.
Relaterede artikler:
Efter milliardtab: Hurtigruten får ny ejerkreds
Hurtigrutens koncernchef stopper
Hurtigruten topper: Store forskelle i miljøscore hos krydstogtrederier

STANDBY.DK Nyt om rejser


