Daniel Skjeldam stopper som koncernchef for Hurtigruten Group, der tæller selve Hurtigruten langs den norske kyst og ekspeditionskrydstogtskibene i Hurtigruten Expeditions, HX.
Daniel Skjeldam, der siden 2012 har været koncernchef for det norske rederi Hurtigruten, stopper i midten af juli – men forbliver i rederiets bestyrelse. Daniel Skjeldam er i andre dele af rejsebranchen kendt for sin tid mellem 2007 og 2012 som kommerciel direktør for flyselskabet Norwegian.
Hurtigruten Group meddelte sidste år, at man ville søsætte en ny ”mærkevarestruktur” – Hurtigruten for sejladserne langs den norske kyst samt HX som nyt navn for Hurtigruten Expeditions. Daniel Skjeldam har også indtil nu været chef for HX-afdelingen.
Fremover vil Hedda Felin fortsat stå i spidsen som direktør for Hurtigrutens norske virksomhed, mens Hurtigruten Group i en pressemeddelelse oplyser, at man har ansat amerikanske Gebhard Rainer som ny administrerende direktør HX-divisionen med ekspeditionskrydstogtskibene.
Gebhard Rainer kommer til HX fra en stilling som koncernchef for hotelkæden Sandals Resorts International; han har tidligere været finansdirektør i mere end 20 år for hotelkæden Hyatt Hotels.
Petter Stordalen er medejer af Hurtigruten
Hurtigruten Group ejes primært af kapitalfonden TDR Capital, der har over 80 procent af aktierne. En af de andre aktionærer er Petter Stordalens investeringsselskab Strawberry Equities, der ejer 11,5 procent af det norske rederi.
Med ansættelsen af Gebhard Rainer og Daniel Skjeldams farvel til koncernchefposten, opretter Hurtigrute-koncernen to separate og af hinanden uafhængige ledergrupper for henholdsvis HX og Hurtigruten.
I pressemeddelelsen siger Daniel Skjeldam blandt andet: ”Med HX og Hurtigruten på rigtige stadier i deres fremtidige processer for at blive fuldstændig uafhængige virksomheder, er jeg helt sikker på at begge virksomheder nu har en god ledelse som kan tage dem videre.
Hurtigruten i flere år har sejlet med store tab – blandt andet i kølvandet på pandemien. Rederiet oplyste tidligere i år, at man havde fået gennemført en refinansiering på cirka 14 milliarder norske kroner (over ni milliarder danske kroner)
Relaterede artikler:
Kendt færge- og krydstogtrederi skal have to navne
Hurtigruten og Royal Caribbean får kritik for vildledende annoncer
Bonusprogram i Petter Stordalens hotelkædes kobles til Hurtigruten