Forretningsrejsende. (Foto: Lufthansa | PR)

Forretningsrejsende: Adfærdskodeks bør ajourføres

Mens BT4Europe bakker op om en fælles bookingplatform for rejser i EU, opfordrer organisationen samtidig til, at et gældende adfærdskodeks for bookingplatforme får en overhaling.

Nu giver European Network of Business Travel Associations, der benytter det forkortede navn BT4Europe, sit besyv med i forbindelse med, at man i EU-regi er ved at undersøge mulighederne for flere nye tiltag.

Det har fået organisationen, der er en sammenslutning af rejseindkøbere af forretningsrejser fra hele Europa, som Danish Business Travel Association (DBTA) er medstifter af, til at komme med flere pointer, som man mener, at politikerne bør have in mente.

De mulige tiltag, der undersøges i øjeblikket, er Multimodal Digital Mobility Services (MDMS), Single Digital Booking and Ticketing Regulation (SDBTR) og the Code of Conduct for Computerised Reservation Systems, der også kaldes CRS.

Overvejer tre initiativer
Idéen bag MDMS er at skabe en digital platform, hvorpå brugerne får mulighed for at søge, booke og betale for en samlet rejse, selvom den omfatter eksempelvis både tog, bus og en udlejningsbil, da man mener, at det kan gøre det lettere at rejse på tværs af medlemslandene.

Single Digital Booking and Ticketing Regulation er derimod et lovforslag, der skal fungere som fundament for opbygningen af et fælles digitalt billetsystem på tværs af EU. Det skal både komme monopoler til livs og bidrage til, at flere vælger tog fremfor bil eller fly.

Slutteligt barsles der med en opdatering af Code of Conduct for Computerised Reservation Systems, som er adfærdskodeks for de platforme, som rejsebureauer og websites bruger til at søge efter og reservere flybilletter, hotelværelser, togbilletter og lignende.

Meningen med kodekset er at øge forbrugerbeskyttelse på bookingplatforme og sikre fair konkurrence aktørerne imellem.

Politik skal matche behov
BT4Europe støtter en ajourføring af adfærdskodekset, da man ikke mener, at den nuværende udgave er egnet. Den bør revideres grundigt således, at den i højere grad afspejler nutidens teknologiske og kommercielle landskab, lyder det.

I tillæg hertil ytrer organisationen støtte til både en fælles bookingplatform, der omfatter alle grænseoverskridende transportformer, ligesom en sådan løsning bør have mulighed for at filtrere i resultaterne for at skabe overblik og gennemsigtighed.

”Det er nødvendigt at skabe de digitale rammer for mobilitet, der er tidssvarende, hvis vi skal fremme nemme og konkurrencedygtige erhvervsrejser i Europa,” siger Lotten Fowler, der står i spidsen for BT4Europes arbejdsgruppe for økonomiske konsekvenser.

”Det er på tide at tilpasse EU’s politik til de digitale behov, som den forretningsrejsende har i dag.”


Relaterede artikler:

Det haster: Brancheorganisation appellerer til EU

Erhvervsrejseindkøbere beder EU tage affære

Tre udfordringer i vejen for grønnere erhvervsrejser