På en endnu ikke fastsat dato i august navngives verdens største krydstogtskib, Star of the Seas, officielt i sin nye hjemhavn, Port Canaveral i Florida. Gudmor bliver musiklegenden Diana Ross.
I dag 81-årige Diana Ross har gennem sin lange karriere, der startede som 15-årig, sunget soul, pop, disco, rock, jazz og meget mere.
Hun stammer fra bilbyen Detroit, også kendt som ”Motown” (Motor Town) med mange kendte bilmærker. Et af de største er General Motors med varemærker som Buick, Cadillac, Chevrolet og GMC.
Detroit havde på musikscenen den såkaldte Motown Sound. Diana Ross var i begyndelsen af sin karriere med i pigegruppen Supremes, men gik solo og har gennem årene haft en lang række topplaceringer på hitlisterne, blandt andet fra sine 26 studie-albummer.
Diana Ross bliver gudmor for Royal Caribbeans nyeste og hidtil største skib, Star of the Seas fra Icon-klassen. Det sker ved endnu ikke offentliggjort dato i første halvdel af august i havnebyen Port Canaveral, der ligger cirka 75 kilometer fra Orlando med de mange forlystelsesparker. Der kommer mere information om eventet på Royal Caribbean’s Instagram-side.
”Jeg er virkelig beæret over at skulle være gudmor. Jeg har brugt årtier på at skabe smuk musik og bringe folk sammen – dette passer perfekt med Star of the Seas,” siger hun i pressemeddelelsen. Den oplyser ikke, hvor meget hun betales for ulejligheden,
Men i samme siger Michael Bayley, koncernchef for Royal Caribbean: ”Det glæder os at Diana Ross har sagt ja til at blive gudmor for Star of the Seas. Vi kunne ikke forestille os en mere passende gudmor – Diana Ross er et sandt, amerikansk musik-ikon, der er kendt for at skabe musik som binder generationer sammen.”
17 milliarder kroner
Star of the Seas blev tidligere på måneden leveret til Royal Caribbean fra det tysk-ejede finske skibsværft Meyer Turku; det sejlede under Storebæltsbroen og er i disse dage på vej over Atlanten til USA.
Skibet har, ifølge branchemedier, kostet omkring to milliarder dollars, cirka 17 milliarder kroner med den nuværende kurs. Det 365 meter lange Star of the Seas kommer efter planen i krydstogttrafik fra 16. august ud af sin Port Canaveral med sejladser i Caribien
Star of the Seas er det andet skib i den såkaldte Icon-klasse. Meyer Werft i Turku er allerede i gang med det tredje skib i Icon-klassen, Legend of the Seas. I alt har Royal Caribbean International bestilt seks eksemplarer af skibe fra Icon-klassen til levering de kommende år. Og mens de to første, Icon og Star sejler en uges krydstogter i Caribien, skal Legend til at begynde med sejle krydstogter i Middelhavet fra næste sommer.
Star of the Seas, der får plads til 7.600 passagerer og har en besætning 2,350 – altså tæt på 10.000 – er blandt andet udstyret med otte ”nabolag” (”neighbourhoods”), områder på skibet med forskellige aktiviteter og attraktioner. Blandt andet får skibet, oplyser Royal Caribbean i en pressemeddelelse, den hidtil største vandpark på et krydstogtskib.
Star of the Seas har blandt andet 28 kahyt- og suitetyper over 40 spisesteder; de fleste er med i prisen, på de fineste koster det ekstra at spise her.
Hele Royal Caribbean Group tæller over 60 krydstogtskibe. Heraf er de 30 hos Royal Caribbean International, mainstream-varemærket i Royal Caribbean Group – resten sejler for det lidt finere Celebrity Cruises samt RCG’s highend-produkt, Silversea Cruises. Desuden ejer Royal Caribbean Group via joint ventures 50 procent af såvel TUI Cruises som Hapag-Lloyd Cruises.
Relaterede artikler:
Disney-medarbejdere gudmor for nyt krydstogtskib

STANDBY.DK Nyt om rejser


