Disney-koncernen har 200.000 medarbejdere i sine forlystelsesparker og de foreløbig seks krydstogtskibe. Det nyeste skib navngives næste uge og her bliver Disney-medarbejderne gudmor.
Der er 12 Disney-forlystelsesparker verden over i USA, Frankrig, Hong Kong, Japan og Kina. Hertil kommer blandt andet de foreløbig seks krydstogtskibe i datterselskabet Disney Cruise Line, DCL.
Tirsdag i næste uge navngives i New York det sjette og dermed nyeste DCL-skib, Disney Treasure. Det 341-meter lange skib har kostet tæt på én milliard dollars, det er bygget hos tyske Meyer Werft og har plads til cirka 2.500 passagerer med to i hver kahyt eller suite, og op mod 4.000 gæster når alle opredningsmuligheder tages i brug. Hertil kommer en besætning på lidt over 1.500.
Meget ofte får krydstogtskibe film- og musikstjerner eller bestyrelsesformandens hustru som gudmor. Men der er undtagelser, Disney Treasure bliver en sådan – det er nemlig de cirka 200.000 medarbejdere i Disney-koncernen der kollektivt bliver gudmor for det nye skib. Det skriver DCL i en pressemeddelelse.
Teasure, der er et søsterskib til Disney Wish, der kom i trafik i 2022, bliver ligesom Wish stationeret i Port Canaveral i Florida, der ligger 100 kilometer vest for Orlando med de mange forlystelsesparker. Også Disney Fantasy har hjemmehavn i Port Canaveral. Treasure skal typisk sejle en-uges krydstogter i Caribien, verdens største krydstogtmarked.
Alle Disney Cruise Lines krydstogtskibe har en Mickey Mouse-figur agter på skibet – Disney Adventure får ”Captain Mickey.”
Disneys krydstogtrederi skal være markant større
Disney Cruise Line har i dag seks skibe – og yderligere syv er på vej til levering frem mod år 2031.
Næste skib i flåden bliver Disney Adventure, der tilgår DCL i midten af december næste år. Adventure bliver det største skibe hos DCL med plads til 6.000 passagerer.
Ved yderligere at udvide sin flåde, giver DCL endnu flere passagerer i flere dele af verden, muligheden for at opleve et krydstogt, som kun Disney kan levere det, har rederiet tidligere oplyst. Tilbagemeldingerne fra 40-50 procent af passagererne er, at de kun er med på krydstogterne, fordi det er et Disney-produkt.
35,7 millioner passagerer krydstogtpassagerer i år
Tal fra CLIA, Cruise Lines International Association, krydstogtrederiernes globale brancheorganisation, viser blandt andet, at 35,7 millioner krydstogtpassagerer i år forventes på verdens i alt 450 oceangående krydstogtskibe. Tallet er en stigning på over 13 procent fra de 31,5 millioner sidste år – der var seks procent højere end tallet fra 2019, året før pandemien.
Passagererne er primært er fra USA, fulgt af Kina, Tyskland og Storbritannien. Analysen fra CLIA viser også, at Caribien igen i år fastholder sin position som verdens største krydstogtmarked med 40 procent af den udbudte krydstogtkapacitet.
Middelhavet har verdens næststørste krydstogtmarked med 16 procent af den udbudte kapacitet i år. Efter Middelhavet følger Nordvesteuropa med blandt andet Skandinavien, herunder de meget efterspurgte norske fjorde, samt Asia/Pacific-regionen, begge har under 10 procent af årets udbudte krydstogtkapacitet.
Relaterede artikler:
Disney Cruises skal have fire ekstra krydstogtskibe