Til en pris på 3,5 milliarder kroner skal der i Hafencity-området i Hamborg opføres et nyt operahus til afløsning af det nuværende fra 1950’erne. Danske Bjarke Ingels Group (BIG) står for arkitkturen.
Delstaten Hamborg ved floden Elben er år efter år på top fem blandt de 16 tyske delstater med flest danske overnatninger. Listen toppes typisk af Slesvig-Holsten fulgt af Berlin, Niedersachsen (delstaten syd for Hamborg med blandt andet Harzen), Hamborg og Bayern.
Og nu skal Hamborg have et nyt operahus til afløsning af det nuværende, der åbnede i midten af 1950’erne. Arkitekt bliver danske Bjarke Ingels Group (BIG)
Det kommende operahus ved Hafencity i Hamborg skal ikke kun huse millionbyens statsopera, men også Hamburg Ballet og byens Philharmonisches Staatsorchester.
Regningen for nybyggeriet forventes at blive 3,5 milliarder kroner – hovedparten betales af en euro-milliardær fra Hamborg, Klaus-Michael Kühne, der er medejer af transportfirmaet Kühne+Nagel ligesom han er storaktionær i Lufthansa og rederiet Hapag-Lloyd, der også har det tyske krydstogtrederi Hapag-Lloyd Cruises.
Det nationale tyske turistråd, Tysk Turist Information, skriver i en pressemeddelelse fra sit nordiske kontor i København, at den kommende statsopera i Hamburg ”bygges op ved Elben som et landskab af koncentriske terrasser.”
Topklasse
Den nye opera bliver et sted for kunstneriske præstationer i absolut topklasse, men også et åbent og inkluderende byrum, hvor alle er velkomne. Designet præsenterer et offentligt taglandskab, der åbner sig i alle retninger – mod byen og mod Elben, oplyser Tysk Turist Information.
I løbet af de næste to år vil designet blive videreudviklet i samarbejde mellem Stadt Hamborg, Kühne-fonden og Hamborg Statsopera, der bliver bygningens fremtidige hovedbruger. Når den udvidede planlægningsfase og en omkostningsvurdering er afsluttet, vil Kühne-fonden tage stilling til projektets realisering, står der i pressemeddelelsen.
I den siger Bjarke Ingels, grundlægger og kreativ direktør i BIG: ”Den nye statsopera i Hamborg ligger på en ø i hjertet af HafenCity, omgivet af de vertikale vartegn Elbphilharmonie og Elbtower. Operaen vil fremstå som et landskab af koncentriske terrasser – som lydbølger, der udspringer fra et centralt, pulserende musikhjerte og breder sig ud mod havnen.
Vi er beærede over at være blevet valgt til at skabe denne centrale brik i omdannelsen af Hamborgs HafenCity og dybt taknemmelige over for Kühne-fonden for at have betroet os opgaven med at omsætte deres generøsitet til byens nye epicenter for scenekunst,” siger Bjarke Ingels.
Relaterede artikler:
Milliardinvesteringer gør Hamburg Hafencity til oplevelsesmekka

STANDBY.DK Nyt om rejser


