Scandics næste hotel i Hamborg åbner i St. Georg-kvarteret i 2028. Foto: Scandic Hotels Group.

Scandic på vej med tredje hotel i Hamborg

Scandic Hotels har kurs mod foreløbig 12 hoteller på det tyske marked, halvdelen i Berlin og Hamborg. Kæden har netop oplyst om sit tredje hotel i Hamborg; det skal åbne i 2028.

Scandic Hotel Group skal have endnu et hotel i hansestaden Hamborg. I forvejen har man et, Scandic Hamburg Emporio med 340 værelser, og har bebudet et hotel til åbning i Hamborg i 2030 med omkring 430 værelser i det centrale Hamborg omkring Ankelmannplatz og Berliner Tor-togstationen.

Men det hotel (2030 hotellet) bliver nu overhalet indenom af et kommende nyt hotel i Hamborg i St. Georg-distriktet, skriver Scandic i dag i en pressemeddelelse. Dét bliver dermed koncernens andet hotel i Hamborg, da det allerede står til at åbne i 2028 med 328 værelser.

Scandic har i følge sin hjemmeside et eller flere hoteller i Berlin, Frankfurt, Hamborg, München og Nürnberg – og åbner snart også i Stuttgart.

Om det seneste udspil fra Scandic i Hamburg, hotellet der skal åbne i 2028, oplyser hotelkæden, at det kommer til at ligge tæt på hovedbanegården.

Hvert fjerde Scandic-hotelværelse er i Tyskland
Scandic skriver i dagens pressemeddelelse, at ambitionen er at have 15.000 hotelværelser i Tyskland i år 2030. Det svarer til cirka hvert fjerde Scandic-hotelværelse i hele koncernen. Scandic har i dag omkring 280 hoteller i seks lande (Danmark, Norge, Sverige, Finland, Polen og altså også Tyskland) med foreløbig cirka 58000 hotelværelser.

Scandics vækst på det tyske marked skal blandt andet komme via fortsat ekspansion i de primære tyske storbyer.

I dagens pressemeddelelse siger danske Jens Mathiesen, koncernchef for Scandic Hotels Group:

”Hamburg er en af Europas mest dynamiske storbyer og et strategisk vigtigt marked for Scandic. Hamborg er med sine to millioner indbyggere den næststørste by i Tyskland (kun hovedstaden Berlin er større, red.) og Hamborg har årligt omkring 16 millioner hotelovernatninger fra både forretningsrejsende og leisuregæster.”

 

Relaterede artikler:

Scandic på vej mod 11 hoteller i Tyskland

Scandic udvider igen i Tyskland – denne gang i Berlin

Hamborg-Berlin: Tysklands travleste togstrækning lukket i ni måneder