Core Hospitality har ansat ny salgschef til det norske marked, hvor man har to hoteller; begge med et Marriott-varemærke. Helene Myre har erfaring fra stor norsk hotelkæde.
Den danske white label-hoteloperatør Core Hospitality har ansat norske Helene Myre som salgschef for det norske marked. Core har foreløbig kun to hoteller i Norge, nemlig Moxy Bergen og Moxy Tromsø. Moxy er et af Marriotts mange hotelvaremærker.
Peter Haaber, ejer af Core Hospitality/Zleep Hotels, sagde sidste år til Standby.dk: ”Vi har kun to hoteller i Norge, det går rigtig godt. Men jeg kunne også godt tænke mig hoteller i Oslo og Trondheim eller mere i Bergen. Bare noget mere i Norge.”
I en pressemeddelelse skriver Core Hospitality, at Helene Myre med base i Bergen får det overordnede ansvar for B2B-salg og samarbejdet med erhvervskunder på de to norske Moxy-hoteller.
Helene Myre har ifølge pressemeddelelsen bred erfaring fra hotelbranchen og kommer senest fra den store norske hotelkæde Thon Hotels, der også er aktiv i Danmark. Hos Thon har hun blandt andet været hoteldirektør og arbejdet med drift, ledelse og kommerciel udvikling. Derudover har hun erfaring fra flere salgsrelaterede roller, oplyses det.
Helene Myre afløser Jacob Nørby, der dog ikke var fastansat hos Core Hospitality.
En sjælden kombination
I pressemeddelelsen fra Core siger Helene Myre: ”Jeg har glædet mig meget til at blive en del af Core Hospitality og til at arbejde med to stærke hoteller i Bergen og Tromsø. Flere virksomheder leder efter en hoteloplevelse, der er enkel at booke, nem at bruge og stadig føles som noget særligt. Her har Moxy et tydeligt brand og et stort potentiale for erhvervskunder.”
Ansættelsen af Helene Myre er en del af Core Hospitalitys fokus på at styrke den kommercielle tilstedeværelse i Norge og videreudvikle salgsindsatsen på tværs af porteføljen, oplyses det.
”Helene har en sjælden kombination af ledelseserfaring, kommerciel skarphed og indgående branchekendskab. Med Helene på holdet kan vi styrke samarbejdet med vores erhvervskunder og accelerere væksten i Norge,” siger Catharina Hallberg, kommerciel direktør i Core Hospitality.
Core Hospitality er en dansk hoteloperatør, der er uafhængig af varemærker og ifølge egne oplysninger kan drive alle hoteltyper. Core Hospitality voksede ud af Zleep Hotels og har siden etableret en portefølje af hoteller:
14 Four Points Flex by Sheraton hoteller (tidligere Zleep-hoteller) i Danmark, de to Moxy hoteller i Norge, et Fairfield by Marriott og Residence Inn by Marriott i Københavns Nordhavn samt Kirk Suites i Vejle og A Place To Hotel i Esbjerg. Kommende projekter inkluderer Moxy Aarhus og Four Points Flex by Sheraton i Glostrup ved København.
Relaterede artikler:
Moxy Aarhus slår dørene op til 188 værelser i 2026

STANDBY.DK Nyt om rejser


