Den kommende norske katamaran ”Rygerstraum” skal fra Bergen sejle på bl.a. Sognefjorden. Illustration: Oma Baatbyggeri.

Turistattraktion får ny sightseeingbåd til 94 mio. kr.

Rødne Fjord Cruise, en del af Fjord Norway-samarbejdet, har bestilt en katamaran til at sejle med op til 300 turister i fjordene omkring Bergen; herunder Hardangerfjorden og Sognefjorden.

Den kommende katamaran skal hedde ”Rygerstraum” og bygges på det norske værft Oma Baatbyggeri til levering før sommeren 2027.

Prisen bliver 140 millioner norske kroner, cirka 94 millioner danske kroner, oplyser rederiet Rødne Fjord Cruise i en pressemeddelelse. Rederiet sejler fjordkrydstogter ved blandt andet Bergen, Stavanger, og Tromsø.

Med Bergen, Norges næststørste by og kendt for sine mange omkringliggende bjerge og fjorde, som base skal den 39 meter lange og 10 meter bredde katamaran sejle turister rundt i de nærliggende fjorde. Disse omfatter blandt andet Hardangerfjorden og Sognefjorden, sidstnævnt regnes som en af Norges smukkeste fjorde.

”Rygerstraum” får plads til næsten 300 passagerer (282) og bliver udstyret med store panoramavinduer i et stort opholdsrum og med god plads udendørs.

”Vi har sejlet på fjordene omkring Bergen siden 2013. Disse fjordkrydstogter er gennem årene blevet så populære, at vi nu har brug for et større skib,” siger Lars Rødne, direktør for Rødne Fjord Cruise.

Delvis batteridreven
Den nye katamaran, der efter planen skal leveres i andet kvartal af 2027, vil blive drevet af både batterier og diesel. Ind og ud af havnen i Bergen skal skibet sejle med batterimotor, mens der bruges dieselmotorer på fjordene. Her kan skibet nå en hastighed på over 45 kilometer i timen.

Men når teknologien gør det muligt, skal skibet udelukkende drives af batterimotorer ligesom vores Stavanger-baserede skib ”MS Rygerelektra,” der har sejlet på Lysefjord siden 2020,” siger Lars Rødne.

Rødne Fjord Cruise er netop nu på Oma Baatbyggeri ved at få bygget den kun elektriskdrevne kombikatamaran “Rygerlys,” der skal sejle i Lysefjord fra denne sommer.

Rødne Fjord Cruise arbejder for at kunne tilbyde helårsturisme på de vigtigste vestnorske fjorde, der tiltrækker mange udenlandske turister, oplyses det.

 

Relaterede artikler:

Norsk rederi med danske ruter ændrer ejerstruktur

København-Oslo-ruten: Stadig plan om nye skibe

Scandlines i gang med ny batteridreven fragtfærge