Her ses en del af det hold, der skal arrangere og afvikle The Michelin Guide Culinary Showcase i Aalborg Kongres & Kultur Center. (Foto: Aalborg Kongres & Kultur Center | PR)

Vil bygge oven på nordjysk Michelin-succes

Når en helt ny madfestival finder sted i Skagen til næste år, bliver den skudt i gang med den nordeuropæiske premiere på et nyt koncept kaldet The Michelin Guide Culinary Showcase.

Det skal ikke være kommunegrænserne, der skiller os ad. Sådan lyder mantraet hos Toppen af Danmark. For to år siden lagde turistorganisationen nemlig en ny strategi, der handler om, at de forskellige aktører på tværs af hele Nordjylland skal samarbejde.

Den har netop udmøntet sig i, at Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), Restaurant Podium og Aalborgtårnet er blevet medlemmer af Toppen af Danmark. De mener, at mere samarbejde mellem alle hjørner af Nordjylland gavner turismen, erhvervslivet og landsdelens gæster.

”Når vi jyder besøger Frederiksberg, siger vi typisk, at vi er i København. De færreste tænker over kommunegrænserne,” udtaler turistdirektør Nicolai J. Nissen fra Toppen af Danmark.

”På samme måde oplever tyskere, nordmænd og andre internationale gæster Nordjylland som én samlet destination. De ser en landsdel med fantastiske oplevelser, stærke attraktioner og unikke kyster. Derfor giver det god mening at styrke samarbejdet på tværs af geografi og kommunegrænser.”

Får premiere i Aalborg
Det nye samarbejde var knap annonceret, inden parterne kunne løfte sløret for det første fælles projekt. Det drejer sig om en ny gastrofestival kaldet Skagen Food Festival, der skal bidrage til at trække besøgende til med lokale råvarer, madoplevelser og forskellige relaterede events.

Festivalen vil blive skudt i gang med et stortanlagt arrangement i Europahallen i Aalborg Kongres & Kultur Center. Her vil der blive afviklet et arrangement kaldet The Michelin Guide Culinary Showcase.

Det går ud på, at to kokke, der er udvalgt af Michelinguiden, træder frem foran deltagerne og viser deres færdigheder ved at lave mad, som deltagerne derefter kan få lov til at smage på. Arrangørerne regner med, at det både vil kunne trække gæster fra ind- og udland til.

The Michelin Guide Culinary Showcase er et nyt koncept, som den kendte gastroguide er begyndt at rulle ud. Når arrangementet løber af stablen i Aalborg den 15. april næste år, bliver det første gang, at det finder sted i Nordeuropa.

I en højere enhed
Nyheden kommer på hælene af, at 41 danske restauranter i sidste uge blev tildelt 53 af de prestigefyldte Michelin-stjerner. Flere af disse endte i Nordjylland, hvilket ifølge Nicolaj Holm, der er administrerende direktør for AKKC, giver et godt afsæt for det nye arrangement.

”Det er en ret særlig uge. Først med Michelin-stjerner til både Okê i Skagen og Bach & Nurup i Aalborg, og nu med en festival, der binder hele Nordjylland sammen på fineste vis. Det hele går på en eller anden måde op i en højere enhed med en grand opening af Skagen Food Festival i Aalborg, netop med The Michelin Guide som partner.”

Restaurantdirektør Michel Lycoops fra Podium er selv udlært på Ruths Hotel, og han sad selv klistret til skærmen, da Skagen-hotellets restaurant Okê fik tildelt sin første stjerne ved Michelin-uddelingen i sidste uge.

”Det var helt særligt at se, hvordan Aalborg, Skagen og Nordjylland som helhed blev fremhævet. Som restaurantdirektør må jeg også sige, at et event med The Michelin Guide jo er helt i særklasse. Det er enhver koks drøm, og selvfølgelig også min.”

 

Relaterede artikler:

Endnu en dansk restaurant får tre Michelin-stjerner

Aalborg drømmer om store navne og megaevents

Destination og turistforening rykker tættere sammen