Efter en årelang sagsbehandling har Konkurrencerådet afgjort, at Scandlines har opkrævet for høje billetpriser og dermed misbrugt sin position. Rederiet er uenig og har valgt at anke.
”Konkurrencerådet har afgjort, at Scandlines har overtrådt konkurrenceloven ved at kræve urimeligt høje billetpriser for personbiler på færgeforbindelsen mellem Rødby og Puttgarden. Scandlines har dermed misbrugt sin dominerende stilling på færgeforbindelsen.”
Sådan starter en pressemeddelelse, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen netop har udsendt i kølvandet på, at myndighederne har afsluttet deres granskning af de priser, som rederiet opkrævede bilisterne i perioden mellem 2017 og 2019.
Som følge af afgørelsen påbyder Konkurrencerådet, at Scandlines skal stoppe med praksissen, såfremt det ikke allerede er sket, ligesom rederiet skal dokumentere, at påbuddet overholdes, indtil Femern Bælt-forbindelsen åbnes, hvilket for nuværende ventes at ske i 2032.
Vurderes som markant højere
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen oplyser, at sagen har været behandlet i seks år. I den tid har man foretaget flere analyser samt to markedsanalyser blandt Scandlines’ kunder. Derudover har Scandlines fire gange afgivet høringssvar, hvor nogle indeholdt eksterne rapporter.
”Vores beregninger viser, at Scandlines’ afkast på at transportere passagerer med personbil har været markant højere end det niveau, der kan forventes på et marked med effektiv konkurrence,” udtaler Christian Schultz, der er formand for Konkurrencerådet.
”Vi har prioriteret sagen, fordi der er tale om helt særlige markedsbetingelser, hvor det er tæt på umuligt at starte konkurrerende virksomhed på kommercielle vilkår. Det har påvirket rigtig mange forbrugere – flere end en million personbiler benytter årligt færgeruten. Det drejer sig derfor også om store beløb.”
”Vi har forholdt os til Scandlines’ indvendinger, men det har ikke ændret ved, at Scandlines efter vores klare vurdering har krævet urimeligt høje priser af bilisterne.”
Kaldes faktuelt forkert
Scandlines erklærer sig lodret uenig i Konkurrencerådets afgørelse, som rederiet har tænkt sig at anke.
Det er nemlig Scandlines’ opfattelse, at priserne dengang som nu er fastsat i fuld konkurrence med Storebæltsbroen og øvrige transportformer såsom fly, tog samt færger fra Sverige til Tyskland.
I en kommentar til afgørelsen betegnes det desuden som ”faktuelt forkert”, at Scandlines skulle have haft en dominerende markedsposition på transport af personbiler til eller fra Tyskland.
Ser frem til at få den prøvet
Eric Grégoire, der er koncernchef i Scandlines, understreger, at han ser frem til, at sagen skal belyses på ny, da man ikke kan genkende det billede af situationen, som fremlægges i skrivelsen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
”Vi opererer i et konkurrencepræget marked, hvor vores kunder aktivt vælger Scandlines og vores færgeruter til. Det gjorde sig også gældende i perioden 2017 til 2019, hvor vores priser i øvrigt var sammenlignelige med priserne under rutens statslige ejerskab. Derfor anker vi afgørelsen.”
”Vi har de seneste mange år investeret massivt i både vores færger, havne og kundeoplevelsen.”
“Det vil vi fortsætte med at gøre, så vi også fremover har en sikker, stabil og attraktiv færgeforbindelse mellem Skandinavien og Europa, der kan konkurrere på fair vilkår med Storebæltsforbindelsen og en fremtidig tunnel. Derfor ser vi også frem til at få prøvet sagen.”
Relaterede artikler:
Scandlines sejlede færre til og fra Tyskland i 2025

STANDBY.DK Nyt om rejser


