Flyselskaber tjener milliarder på bagage

De 17 største flyselskaber indkradsede i årets første kvartal 815 mio. dollars – 4,8 milliarder kr. – fra passagerer, der ville have en eller flere kufferter med. Tallet er en stigning fra 792 mio. dollars i sidste kvartal af 2011, viser nye tal fra Department of Transportation.

 

I gennemsnit steg afgifterne på bagage fire pct. sammenlignet mellem første kvartal sidste år og i år, skriver nyhedsbureauet Associated Press. De fleste flyselskaber tillader en kuffert, men vil have betaling for den anden eller øvrige.

 

Verdens største flyselskab, Delta Air Lines, der sidste år havde næsten 164 mio. passagerer, satte 198 mio. dollars ind på bankbogen fra opkrævning af bagageafgifter. Tre af de andre store ruteselskaber, United, American og U.S. Airways, tjente hver omkring 100 mio. dollars på den konto.

 

Flyselskaberne har også en god forretning med gebyrer for ændringer i flybilletter. De 17 største flyselskaber i USA fik 631 mio. dollars ind på det område i første kvartal af i år – mens beløbet var 598 mio. dollars i første kvartal af 2011. Alene Delta landede 192 mio. dollars på ombookinger.

 

Ungarsk selskab vil have betaling for kabinekuffert

I øvrigt vil det ungarske lavprisselskab Wizz Air som forsøg opkræve betaling for større stykker kabinebagage. Det sker i første omgang på ruten mellem Luton ved London og polske Katowice med start 1. august.

 

Den officielle begrundelse er, at det vil øge punktligheden, da for store stykker bagage skal ud af flyets kabine og ned i lastrummet, hvilket koster tid.

 

Prisen bliver ti euro for f.eks. en kabinekuffert – til gengæld får passagerer, der skal betale den nye afgift, lov at gå ombord efter passagerer, der har betalt et andet gebyr for at måtte gå først ombord.

 

Bliver forsøget på den udvalgte rute ”succesfuldt,” vil Wizz Air introducere det nye gebyr på sit øvrige rutenet.

Skrevet af Henrik Baumgarten