Det har aldrig været mere sikkert at flyve, men alligevel er der stadig danskere, der bliver nervøse eller bange, når de skal op at flyve, viser en ny undersøgelse.
Siden 1977, da to Boeing 747-jumbojets fra henholdsvis KLM og Pan American kolliderede i Tenerife-Norte lufthavnen og 583 mennesker omkom, er flyvesikkerheden blevet forbedret år for år.
I 2017 var der ingen dødsfald ved flyulykker på store kommercielle rutefly, og der var kun 10 fatale ulykker med samlet 44 omkomne på mindre passagerfly.
Men trods disse fakta er der stadig danskere, der er bange for at flyve. Det viser en undersøgelse foretaget af Kantar Gallup blandt 1.166 repræsentativt udvalgte danskere på vegne af Gouda Rejseforsikring og Gjensidige Forsikring.
I 2017 var der omkring fire milliarder passagerer på samlet 36,8 millioner flyvninger, og sammenholdt med ulykkesraterne vurderer eksperter, at risikoen for at dø i et flystyrt er én til 16 millioner. Samtidig vurderes flytrafik til at være den mest sikre rejseform.
77 procent er trygge ved flyrejser
Trods statistikkerne er der to procent af danskere, der aldrig rejser med fly på grund af angsten for at flyve. Herudover er tre procent af danskerne bange, når de sætter sig til rette i flysædet, mens 14 procent angiver, at de bliver ramt af nervøsitet.
Til gengæld er der 77 procent, der ikke har problemer med at lade sig transportere af fly.
Ser man generelt på trafiksikkerhed i Danmark, er det ifølge Gouda Rejseforsikring mere sikkert at tage tog og bus end bil, mens cyklister og fodgængere vurderes at være de mest udsatte grupper. Frygten for at flyve kan derfor handle mere om tab af kontrol end den reelle fare.
”Sandheden er, at rigtig mange kæmper med nervøsitet og frygt, når de sætter sig op i et fly. Der er heldigvis en række ting, man selv kan gøre, hvis man vil sin frygt til livs. Vi ved fra de psykologer, vi arbejder sammen med, at små ting kan gøre en stor forskel. Man kan komme i lufthavnen i god tid, så frygten ikke bliver forstærket af stress. Det kan også være en god idé at holde øje med personalets adfærd. Virker de rolige, har man nok heller ikke selv grund til bekymring,” siger Dan Kjølhede Laursen, direktør i Gouda Rejseforsikring.
Flere har oplevet ubehagelige situationer
Undersøgelsen viser også, at næsten hver 10. dansker har oplevet situationer ombord på fly, som de selv vurderede, var farlige. Som passager kan det dog være svært at vurdere, om der reelt er fare på færde, eller om det blot er nogle af de normale situationer, som kan opleves som ubehagelige.
”Det er vigtigt at huske, at hvis der er det mindste galt med flyet, som kan påvirke sikkerheden, så vil passagererne altid få besked. Hvis personalet finder fejl før en afgang, vil flyet slet ikke blive sendt afsted. Fokus på sikkerheden er så stor på flyene, at man med tryghed kan stige ombord,” siger Dan Kjølhede Laursen.
Et godt råd vil derfor altid være kigge på kabinepersonalet og vurdere, hvordan de reagerer ved situationer, som man selv finder ubehagelige. Hvis kabinepersonalet virker roligt, kan man som udgangspunkt være forvisset om, at der ikke er fare på færde.
Relaterede artikler: