Air marshal anholdt for at tage ’upassende’ fotos

upskirtUPS!: Politiet i Nashvilles lufthavn anholdt tjenestegørende US air marshal fordi han med sin mobiltelefon tog fotos op under kvindelige passagerers kjoler og nederdele.

Den 28-årige air marshal blev opdaget, da han mere eller mindre diskret brugte sin mobiltelefon til at tage fotos af kvindelige passagerer i kjole eller nederdele, mens de gik ombord på et Southwest-fly i Tennessees hovedstad, hvorfra det skulle til Tampa i Florida.

Air marshal’en indrømmede overfor politiet i Nashville, at han havde taget fotografierne – og sagde, at det ikke var første gang, skriver CNN.

Ifølge politiet snuppede et vidne hans mobiltelefon og kontaktede flyets besætning. Herefter afhentede politiet den fotointeresserede air marshal. Under afhøring medgav han, at han havde taget op mod 12 ”upassende” fotos.

Air marshals flyver i civil med amerikanske flyselskaber – de hører under TSA, Transportation Security Administration. TSA sagde i kommentar, at man ikke tolererer ulovlig optræden fra sine ansatte, at agenten med øjeblikkelig virkning er frataget sine nuværende opgaver, mens TSA undersøger, om han skal suspenderes eller fyres.