SAS i flot fremgang over hele linjen

AIRLINE: Årsresultatet forventes endnu bedre end i tidligere rapporter bl. a. på grund af besparelse på enhedsomkostninger (lønninger) på 700 mio. sv. kr. – Kvartalsresultat på 1863 mio. sv. kr. mod 1003 mio. kr. samme kvartal sidste år.

Sjældent har barometret stået så højt hos SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson, end da han tirsdag morgen aflagde rapport for tredje kvartal – de tre sommermåneder. Det hele boblede af optimisme.

Resultatet før skat blev et plus på 1,863 mia. sv. kr. mod sidste års 1003 mio. Netto resultatet blev et plus på 1,535 mia. sv. kr. næsten en fordobling i forhold til sidste år.

Samtidig benyttede præsidenten lejligheden til at opgradere sine forventninger til årets resultat.

Allerede i går, før nyheden om kvartalsregnskabet i dag, var der en ubrydelig tro på SAS’ fremtid hos danske aktionærer. I et marked med nedadgående trend på grund af truende meldinger fra Nordkorea, var SAS-aktien en af de få med en kurstigning helt op på 3,2 procent.

Dermed nåede kursen for anden gang i år op på over 16 kr. Siden nytår er aktien fra et meget lavt niveau steget med 49,5 procent. Noget kunne tyde på, at det vil fortsætte i dag.

Trenden gik den rigtige vej med 2. kvartal med en omsætning på 9,8 mia. sv. kr., eller 10,4 procent, men endte alligevel med et negativt resultat på 0,3 mia. sv. kr.

I dag fik vi så resultatet for tredje kvartal, som i SAS-regi er maj, juni og juli. Juli blev den bedste nogensinde, og det samlede resultat for de tre sommermåneder understreger den positive trend.