Flyselskab må parkere 41 af sine fly

De 41 fly svarer til 8 % af Southwests flåde. Southwest har undladt obligatoriske inspektioner af en række af sine ældre fly for eventuelle revner i flyskroget.



Southwest står til en bøde på over 10 mio. dollars for at have fløjet med 50 af sine fly, efter selskabet selv oplyste myndighederne om at de krævede eftersyn ikke var blevet gennemført, skriver nyhedsbureauet AP.



Samtidig har der været kritik af det amerikanske luftfartsvæsen, Federal Aviation Administration (FAA), for ikke øjeblikkeligt at have beordret Southwest til at indstille flyvningerne med de berørte fly.

Bøden til Southwest er den største FAA hidtil har uddelt.



Southwest har 520 Boeing 737’ere, næsten 200 er den ældre Boeing 737-300 – det var denne type som rutinemæssigt skal inspiceres for eventuelle revner i skroget.



Southwest, der har hovedkvarter i Dallas, har sendt tre medarbejdere på betalt orlov mens sagen om de manglende inspektioner undersøges.

Ligeledes har FAA udtalt kritik af en sine egne inspektører ”for at have kigget den anden vej.”


Skrevet af