Austrian opgiver Australien

Fra marts næste år flyver kun to europæiske selskaber til Australien, British Airways og Virgin Atlantic.

Austrian fra Star Alliancen har på et pressemøde netop bekræftet, hvad Take Off i mandags citerede ATW-online for, at selskabet vil droppe sine seks ugentlige af gange til Sydney og tre til Melbourne.

Austrian mellemlander i hhv. Kuala Lumpur og Singapore – og har trafikrettigheder på alle strækningerne.

Det vides ikke, om Austrian vil fortsætte med at flyve til disse to destinationer. Selskabet kigger nu på, hvilke andre langruter, det kan kaste sig over.



Høje priser på brændstof, en belægningsgrad som i snit ikke kommer over de 80 %, og for få fuldt betalende passagerer får Austrian til at sige farvel til Australien.



Ruterne til Australien lider udover enorme udgifter til brændstof bl.a. af konkurrence fra primært mellemøstlige flyselskaber med helt andre operative omkostninger, f.eks. Emirates fra Dubai. Fra næste år forventes Emirates at åbne på København.



Ifølge ATW overvejer Austrian, som havde et underskud på en lille halv milliard kroner i årets første halvår, at lukke en af sine tre nordamerikanske destinationer, New York, Washington DC og Toronto.

Underskuddet i første halvår var dog 150 mio. kr. mindre end i første halvår af i fjor – og omsætningen steg næsten ti procent til 5,2 milliarder kr.



Den største passagervækst på langruterne kom fra Fjernøsten, mens kort- og mellemdistance ruterne voksede mest til og fra Skandinavien, Schweiz, Mellemøsten og Centraleuropa.



Austrian kigger også på, om det skal beholde sit datterselskab Lauda Air, som det købte for nogle år siden. Det var netop Lauda som havde fundet nichen med flyvninger til Australien.



HB

Skrevet af