Krydstogtsrederi sejler i medvind


”Hver måned siden januar har vi kunnet konstatere all time high og er nu oppe på 250 bookinger pr. uge, og salget stiger fortsat uge for uge,” oplyser Claes Tamm, Norden-chef for MSC Cruises. Han begrunder de gode salgstal med rederiets satsning på især børnefamilier, noget som inkarnerede krydstogtsturister ellers ikke altid udviser den største tolerance for.  Men hos MSC kan børn medtages gratis, og det øger naturligvis antallet af de kære små om bord.

”Vort tætte samarbejde med rejsebureauerne er yderligere en årsag til vor salgssucces,” siger Claes Tamm videre. ”Og netop med henblik på agenterne har vi for nylig ansat Christine Engen, tidligere salgschef på Princess Cruises. Hun skal varetage kontakten til agenterne i hele Danmark.”

MSC Cruises omfatter p. t. en flåde bestående af syv skibe, inkl. de 4-stjernede ”MSC Opera”, ”MSC Lirica”, ”MSC Armonia” og ”MSC Sinfonia”.

Til næste sommer får rederiet leveret yderligere et fartøj, som bliver navngivet ”MSC Musica”, er på 90.000 BRT og vil have plads til 3.000 passagerer fordelt i 1.275 kahytter. MSC Cruises havde i 2001 beskedne 75.000 passagerer, men det tal venter rederiets øverste ledelse tidoblet senest i 2008.

Skrevet af