Lufthavn i toppen

Mandag kritiserede Henrik Winther Knudsen i et læserbrev Københavns Lufthavne for, at “bagageudleveringen tidsmæssigt er blevet ringere”, og han mente, at det måske var derfor, der var opstillet en pølsevogn i bagageområdet. I dagens avis svarer Københavns Lufthavnes chef for passagerservice, Hasse Jørgensen, på denne kritik og forklarer dels, at de to pølsevogne i lufthavnen er opstillet af lokale forpagtere, og dels at lufthavnen konstant har fokus på bedst mulig service, herunder også bagageudlevering. Der er opstillet konkrete målsætninger på serviceydelser, og seneste statistik viste, at netop bagageudlevering er et område, hvor målene ikke er nået endnu på alle punkter.
Ifølge et EU-direktiv må lufthavne med mere end to millioner passagerer ikke selv håndtere bagage, og der er i Kastrup tre konkurrerende handlingselskaber, der selv aftaler serviceniveau med flyselskaberne. “Københavns Lufthavne A/S har ingen magtmidler til at fremtvinge en bedre standard, selvom vi finder det nuværende niveau utilfredsstillende, men vi er i løbende dialog med selskaberne for at forbedre situationen,” skriver Hasse Jørgensen blandt andet.
(Jyllands-Posten 17.11.2005)

Skrevet af