Delta Airs problemer hober sig op

En større indsats end den, der tidligere er lagt op til, er påkrævet, hvis det amerikanske flyselskab Delta Air skal overleve. Det er budskabet i en intern besked, der tirsdag blev sendt rundt til selskabets ansatte. Heri meddeler selskabets topchef, Gerald Grinstein, at ”der må gøres mere og det må gøres hurtigt”.
I sidste uge offentliggjorde flyselskabet sit seneste kvartalsregnskab, som afslørede et underskud på 382 mio. dollar (2,37 mia. kr.). Dette resultat bringer selskabets samlede underskud over de seneste fem år op på knap 10 mia. dollar (ca. 62 mia. kr.).
Sidste år fik Delta Air med nød og næppe afværget en konkurs, da selskabets piloter indvilgede i en opstramning af deres arbejdsvilkår og løntilbageholdenhed. Det skulle efter planen resultere i årlige besparelser på 1 mia. dollar.
(Børsen, 28/7)

Skrevet af