Gran Canaria bliver fra december i år til april næste år ny destination fra Århus Charter ud af lufthavnen ved Aarhus. Pressefoto: Århus Charter.

Spies og Århus Charter deler fly fra Aarhus Airport

Fra lige før jul begynder Spies og Århus Charter at flyve med danske Airseven fra lufthavnen ved Aarhus til Gran Canaria. Der er plads til 168 passagerer på den ugentlige afgang.

Århus Charter fra Primo Tours-gruppen får nu også Gran Canaria på menukortet fra Aarhus Airport. Den ugentlige flyvning klares af en Boeing B737-400 med 168 passagersæder fra flyselskabet Airseven, som ejeren af Primo Tours-gruppen, Bjarke Hansen, har 70 procent af.

Spies har 120 af pladserne, resten sælges af Århus Charter, oplyser Spies til STANDBY.DK.

I en pressemeddelelse fra Aarhus Airport siger Nicolai Krøyer, lufthavnens administrerende direktør: ”Gran Canaria er et af danskernes mest yndede vinterrejsemål, og vi er glade for, at Århus Charter nu også tilbyder rejser til den lune ø i Atlanterhavet. Der er et varmt og mangeårigt samarbejde mellem Århus Charter og Aarhus Airport.”

Rejserne til Gran Canaria fra Aarhus-lufthavnen starter den 22. december og flyves en gang om ugen frem til 13. april næste år. Alle gæster, som rejser med Århus Charter, har gratis parkering i Aarhus Airport, oplyses det.

”Et stærkt kort i vores vintertilbud fra Aarhus”
Århus Charter har allerede en stærk tilstedeværelse på den største af de kanariske øer, Tenerife, og glæder sig til at føje endnu en kanarisk ø til vinterkataloget.

Henrik Jensen, bureauchef i Århus Charter, siger i pressemeddelelsen:

”Gran Canaria er et stærkt kort i vores vintertilbud fra Aarhus Airport, og destinationen har længe været på vores ønskeliste. Vi har et klart fokus på både familier og voksne uden børn. Jul under lune himmelstrøg er blevet en klassiker for mange, så man kan bruge juletiden til at hygge sig sammen uden at skulle stresse med madlavning, juletræ og gavehav.

Århus Charter har allerede stor søgning til vores rejsemål på Tenerife og Madeira, og det er positivt at kunne sætte endnu en soldestination på landkortet fra Aarhus Airport,” siger Henrik Jensen.

På Gran Canaria byder Århus Charter både familiehoteller med all-inclusive, samt hoteller der nærmest ligger i vandkanten. Rejsebureauet har samlet sit udbud af hoteller på den sydlige del af øen i Playa del Inglés og Maspalomas.

Primo Tours-gruppen omfatter foruden selve Primo Tours også Århus Charter, Suncharter og Verdn. Inden for skirejser ejer Primo Tours-gruppen ligeledes Skinetworks med varemærkerne Nortlander, Slopetrotter og Danski.

Spies tilbage i Aarhus
For første gang i syv år er Spies fra december tilbage og flyver direkte fra Aarhus til Gran Canaria vinteren igennem. Det sker med Airseven og deres B737-400, hvor Spies har 120 ud af de i alt 168 pladser. De resterende har som nævnt Århus Charter.

På landsplan har Spies 11 ugentlige afgange til Las Palmas denne vinter.

Spies skulle have fløjet med Great Dane Airlines fra Aarhus, men flyselskabet krakkede sidste måned. I en pressemeddelelse fra Spies siger produktchef Carlos Cebrian:

”Vi ved hvor populær Gran Canaria er blandt vores aarhusianske gæster, så at kunne få en direkte afgang tilbage i programmet er vi super glade for. Vi var naturligvis kede af det, da vores samarbejdspartner, Great Dane gik konkurs her i efteråret, men heldigvis fandt vi hurtigt en løsning sammen med vores branchekolleger fra Århus Charter, hvor vi kunne deles om et ugentligt Airseven-fly”.

Relaterede artikler:

RID lander første nye medlem efter regelændring

Airseven anskaffer endnu en Boeing 737

Rejsearrangør: ”Vi vil være tredjestørst i Danmark”

Dansk rejsekoncern viser interesse for ekspansion

Primo Tours: Tilfreds trods millionunderskud