Danskere på ferie med livsfarlige fly

EU-Kommissionen offentliggjorde for godt en uge siden sin seneste sorte liste over luftfartsselskaber, der er så farlige, at de ikke må flyve ind i Europa. Alligevel sender danske rejsebureauer fortsat danske turister om bord på fly, der er ejet af de farlige selskaber. Det skriver Erhvervsbladet torsdag.
En del af formålet med den sorte liste er ellers at advare borgerne i EU mod at flyve med selskaberne, når de rejser uden for Europa.
En af de rejsekoncerner, der bruger et farligt selskab, er rejsegiganten MyTravel. Rejsearrangøren lader sine gæster flyve med det indonesiske selskab, Garuda Indonesia. EU har sat samtlige indonesiske selskaber på den sorte liste.
Informationschef Torben Andersen, MyTravel siger til Erhvervsbladet, at han straks vil tage kontakt til rette person og sørge for, at Garuda bliver slettet fra MyTravels system. Desuden vil MyTravel gennemgå den nye liste og se, om der er flere flyselskaber, der skal slettes.
Langt de fleste danskere, der rejser til Indonesien rejser dog næsten altid med anerkendte flyselskaber fra Thailand, Japan eller Australien.
(Børsen og Politiken)

Skrevet af