Første Garudas A330-900neo letter fra Toulouse med en Harley Davidson ombord. (Foto: F. LANCELOT | master films)

Topchef i flyselskab fyret efter ulovlig indsmugling

Koncernchefen i Garuda Indonesia er blevet afskediget, da han har forsøgt at indsmugle en Harley Davidson-motorcykel på en leveringsflyvning fra Toulouse.

Den 17. november kunne en delegation fra Garuda Indonesia hjemflyve den første Airbus A330-900 på en leveringsflyvning fra Toulouse til Jakarta.

Blandt delegationen på 22 personer, der havde været i Frankrig for at hente det nye langdistancefly, var det statsejede flyselskabs koncernchef I Gusti Ngurah Askhara Danadiputra, der også er kendt som Ari Ashkara. Han er nu af den indonesiske erhvervsminister blevet indstillet til afskedigelse, da det er kommet frem, at han ulovligt har forsøgt at unddrage betaling af told og afgift for at have effekter med i flyets lastrum.

I en container på leveringsflyet var der en container med 15 kasser, der indeholdt en komplet Harley Davidson-motorcykel samt to eksklusive Bromption foldecykler, der sammen med tilbehør var pakket i tre kasser. Der var ingen tolddeklaration på kasserne, hvilket har fældet koncernchefen, der kun har haft sin toppost siden september sidste år.

Nyudnævnte fungerende koncernchef er Fuad Rizal.

Fra civilsag til kriminalsag
Indonesiske medier skriver, at den indonesiske stat er blevet unddraget flere hundrede tusinde kroner i forbindelse med den ulovlige indsmugling af den klassiske motorcykel og de to cykler.

“Vi vil også undersøge, om der er andre indblandet i denne sag. Det er ikke kun en civilsag, det er også en kriminalsag,” siger Indonesiens erhvervsminister Erick Thohir til lokale medier.

De indledende undersøgelser viser, at Ari Ashkara sidste år bad en ansat i selskabet om at købe motorcyklen, og hele transaktionen blev i april i år gennemført ved hjælp af en ansat hos Garuda i Amsterdam, der også bistod med leveringen.

I første omgang forsøgte en mellemleder hos Garuda at påstå, at det var hans motorcykel, men han måtte senere erkende, at det ikke var korrekt. Det har ført til, at erhvervsministeren har informeret om, at alle der giver falsk vidneforklaring i denne sag kan blive retsligt efterfulgt.

 

Relaterede artikler:

Datter af flyselskabspræsident suspenderet