Storbritannien får ikke nogen afgørelse med hensyn til udvidelse af lufthavne i det sydøstlige England før tidligst i oktober på grund af uroen omkring udmeldelsen af EU..
London Heathrow har gennem 25 år søgt om udvidelse med endnu en landingsbane, og der var ventet en afgørelse denne sommer efter regeringen sidste år udsatte beslutningen.
Regeringen har nu i fire år overvejet, hvor man skal placere den påkrævede lufthavnsudvidelse. Heathrow har på baggrund af en uafhængig rapport siden 2015 været anset som favorit, men følges tæt af Gatwick, som har udviklet sig stærkt de seneste år.
Erhvervsfolk har gentagne gange opfordret regeringen til at træffe en beslutning, fordi Heathrow er overfyldt.
Tidligere forsøg på at udvide Heathrow, som ligger i et tæt befolket område, er blevet forhindret af beboerne, som frygter øget støj og luftforurening.