En lejlighed ved søerne i København til udlejning gennem Airbnb – pressefoto.

Airbnb runder halv milliard gæsteovernatninger

Siden Airbnb åbnede i 2008 er der nu booket over en halv milliard overnatninger, næsten halvdelen i Europa. Danmark passerede sidste år for første gang en million Airbnb-udlejninger.

Det startede med tre gæster som overnattede hos Airbnb-grundlæggerne, Brian Chesky og Joe Gebbia, i San Fransisco for over ti år siden.

I dag tjekker tre Airbnb-gæster i snit ind hvert halve sekund hos en Airbnb-vært verden over i de over seks millioner hjem, der kan lejes via Airbnb i 81.000 byer i 191 lande. Til sammenligning har FN 193 medlemslande

Airbnb i Europa er den mest populære verdensdel for Airbnb-gæster med 45 procent af alle gæsteankomster, det er mere end Nordamerika og Asien tilsammen, oplyser Airbnb.

Airbnbs hidtil største nat var 11. august 2018, hvor over 1,9 millioner Airbnb-gæster overnattede i Europa – mere end dobbelt så mange som en gennemsnitlig nat.

I de første ti år med Airbnb har tilmeldte værter verden over tjent over 428 milliarder kroner, oplyser Airbnb i pressemeddelelsen – der dog ikke har noget bud på, hvor mange af disse milliarder, der er blevet betalt skat af.

Over 1 million Airbnb-booking i Danmark
Sidste år var der for første gang over en million Airbnb-udlejninger Danmark, en stigning på 16 procent fra 2017, viste opgørelse forleden fra VisitDenmark. Tallet er kun bookinger, fordi Airbnb-gæster typisk bor i lejemålet et par dage, er tallet for overnatninger via Airbnb langt højere.

VisitDenmark har gennem en aftale med Airbnb adgang til data om gæster, som overnatter via Airbnb i Danmark. Tallene til VisitDenmark har Airbnb trukket fra sine egne systemer for at synliggøre en form for turisme, der ikke dækkes af den gængse statistik på turismeområdet.

Tallene fra Airbnb for Danmark sidste år viser blandt andet en vækst på 16 procent i antallet af Airbnb-bookinger fra 2017 til 2018 – til sammenligning var væksten 26 procent fra 2016 til 2017, ifølge Airbnbs egne tal. Sidste år bookede 1.037.900 Airbnb-kunder en eller flere overnatninger i Danmark – cirka halvdelen overnattede i København og flest i august.

Blandt de lige over en million der i 2018 købte en overnatning i Danmark via Airbnb, udgjorde andelen af udlændinge cirka 75 procent – men tallene varierer betydeligt efter hvor i landet, gæsterne var. I København bestod 92 procent af Airbnb-gæsterne af udlændinge.

Relaterede artikler:

Over 1 million Airbnb-overnatninger i Danmark

Horesta glad for hård EU-kurs mod bookingportaler

Amerikansk gigant køber danske Gaest.com