Airbus ønsker moderne ’sorte bokse’

De sorte bokse gemmer cockpitsamtaler og nøgleinformationer om flyets bevægelser, som kan klarlægge årsagerne til for eksempel flystyrt. Men forudsætningen er naturligvis, at boksene kan findes, skriver bt.dk.

 

Men for eksempel ved ulykker over åbent hav, som med det Airbus A330 fly, der styrtede i Atlanterhavet den 1. juni, er boksene ikke blevet fundet, og det får nu Airbus-fabrikkerne til at efterlyse et andet, mere sikkert system.

Thomas Enders fra Airbus siger til den franske avis Le Parisien, at man for at styrke sikkerheden må sikre sig alle data efter en ulykke, hvilket for eksempel kan ske ved, at vigtige data overføres via satellit, som det allerede er tilfældet med detaljer om flyets vedligeholdelse.

 

Airbus-fabrikkerne forhandler lige nu med sine partnere og leverandører om at finde et sikrere system.

Skrevet af Flemming Juul