Airbus største flyordre nogensinde

Flyproducenten sælger 430 fly til det amerikanske investeringsfirma Indigo Partners, og det er den største handel, Airbus nogensinde har indgået. Ordren har en værdi af 252 milliarder kroner.

Der er tale om 430 fly fra selskabets A320 familie til en værdi af over 40 milliarder dollars, meddeler nyhedsbureauet AFP.

Handlen offentliggøres i løbet af i dag, onsdag, ved Dubai Airshow. Ordren vil mere end fordoble værdien af flygigantens salg næste år.

Airbus havde hidtil meddelt, at man havde fået ordrer på 288 fly. Gigantordren betyder, at Airbus overgår rivalen Boeing med samlede ordrer på 718 fly, mens den amerikanske gigant har fået ordrer på 605 fly.

Indigo Partners er grundlagt af Bill Franke, som har specialiseret sig i at lease fly ud til lavprisselskaber.

De bestilte A320neo og A321neo bruger 15% mindre brændstof end deres forgængere.

Aftalen betragtes som et kup for Airbus-chefen John Leahy, der snart ventes at træde tilbage efter en karriere, hvor han har haft overordnet ansvar for salget af næsten 15.000 fly.

Emirates har nu 100 Airbus A380

Første Airbus A330neo på jomfrutur

Partnerskab mellem Airbus og Bombardier CSeries