Aktionærerne tror på Cimbers chance

Næppe mange er i tvivl om, at der er for mange lavpristilbud fra Københavns Lufthavn, hvis flyselskaberne skal nå en rimelig økonomi. Sådan har det i hvert fald været indtil nu, når man følger årsregnskaberne over en bred front. Passagervæksten er fulgt med, men ikke til bæredygtige billetpriser.

 

Da Transavia i går meddelte, at selskabet trækker sig ud af Danmark fik det investorerne i danske og skandinaviske selskaber op på mærkerne. På Børsen i København steg Cimber-Sterling med ikke mindre end 26,1 procent. Ganske vist fra et lavt niveau, men alligevel en bemærkelsesværdig stigning. Uden tvivl i forventning om, at Cimber-Sterling vil være i stand til at overtage en del af markedet, bl.a. fordi selskabet ligesom Transavia også har et vist samarbejde med turoperatører.

 

Hvor de mange passagerer, der nu bliver hjemløse, søger hen kan kun tiden vise. Men også SAS gik frem med 2,9 procent på aktiekursen. SAS har fortsat ledige pladser på trods af langt større belægning, og på flere af Transavias ruter er SAS stadigt en kraftig medspiller.

 

Skrevet af Ejvind Olesen