Efter næsten syv år i spidsen for BC (Bella Center) Hospitality Group er Allan Agerholm i dag stoppet som koncernchef ”efter gensidig aftale.”
Allan L Agerholm er i dag stoppet som administrerende direktør for BC (Bella Center) Hospitality Group. Det oplyser BCHG’s ejer, Solstra Capital Partners, i en pressemeddelelse. Indtil videre fungerer BCHG’s kommercielle direktør, Christian Folden Lund, som administrerende direktør.
I pressemeddelelsen siger bestyrelsesformand i BC Hospitality Group, David Overby:
”Coronakrisen har sat BC Hospitality Groups ekspansionsplaner indenfor hotelmarkedet på hold og det er derfor naturligt, at Allan Agerholm retter blikket mod andre steder, hvor han kan gøre brug af sin store hotelkompetence. BC Hospitality Group vil i den kommende tid fokusere på sine nuværende kerneaktiviteter. Vi takker for mange års godt samarbejde og ønsker Allan Agerholm held og lykke fremover.”
I samme pressemeddelelse siger Allan Agerholm:
”Jeg har de seneste 13 år haft en helt fantastisk rejse med det, der startede med opførelsen af Crowne Plaza Copenhagen Towers og endte i BC Hospitality Group – rejsen har budt på spændende opkøb, fusioner og vækst. Sammen med et helt fantastisk dygtigt team, har vi skabt en stærk og stor virksomhed. Efter 13 års fælles rejse og rigeligt tid til at tænke under coronakrisen – synes jeg dog tiden er rigtig til at kigge mod nye faglige udfordringer i oplevelsesøkonomien lidt bredere set.
Jeg vil gerne takke ejerne af BC Hospitality Group og teamet for et fantastisk samarbejde gennem årene, og ønske dem alt godt fremover – mon ikke vi mødes igen på den ene eller anden måde,” siger Allan L. Agerholm.
Allan Agerholm siger til STANDBY.DK, at han ikke har flere kommentarer end hvad der står i dagens pressemeddelelse.
Masser af ekspansion
I dag 55-årige Allan Agerholm blev i starten af 2014 administrerende direktør for Bella Center, der ved samme lejlighed overtog driften af Crowne Plaza-hotellet ligesom Bella Center havde AC Bella Sky-hotellet ved siden af Bella Center.
Bella Centers ejer, Solstra Capital Partners, har under Allan L. Agerholms tid i direktørstolen bygget på, så koncernen i dag også driver Copenhagen Marriott Hotel ligesom Bella Center i andet kvartal af 2021 udvides med Nordeuropas største kongreshal på 14.000 kvadratmeter.
Allan Agerholm var inden han blev koncernchef for Bella Centers direktør for netop Crowne Plaza-hotellet, som han havde arbejdet med siden han stoppede som direktør for det daværende Hilton Copenhagen Airport.
Allan Agerholm var indtil for nylig også næstformand i bestyrelsen for brancheforeningen HORESTA ligesom han er formand for bestyrelsen i VisitDenmark.
Danmarks måske yngste hoteldirektør
Allan Agerholm blev for alvor kendt i den danske hotelbranche, da han i 2001 blev Director of Operations og stod for åbningen af Hilton Copenhagen Airport. Han fik året efter sin første direktørpost i Hilton-kæden som General Manager for Hilton Infra City og Hilton Slussen, begge i det centrale Stockholm – inden han i 2004 blev direktør for Hilton Copenhagen Airport, et job han havde frem til skiftet for det kommende Crowne Plaza-hotel, der åbnede i 2009.
Interessen for hotelbranchen kommer fra barndomsbyen Silkeborg, hvor Allan Agerholm efter skoletiden havde job på Hotel Impala. I 1986 blev han formentlig Danmarks yngste hotelejer, da han som 21-årig overtog Hotel Danica i Horsens med 32 værelser og med Steen Jacobsen som partner.
I et interview med daværende Take Off, der siden blev en del af Stand By, sagde Allan Agerholm tilbage i 2005:
”Hotel Danica var en god læreplads. Der lærte jeg at kigge på penge. Ansatte direktører får nogle gange et overfladisk forhold til en pengestrøm. Man skal ikke spare alt væk, men have en balance. Fordi der ikke er sparet op til geninvestering, er der mange slidte hoteller,” sagde han i 2005 til Take Off.
Efter to år i Horsens fik Allan Agerholm behov for større armbevægelser ham og fru Lise til at flytte til England. Opsparingen blev hævet, og uden et job på hånden rejste de. Allan Agerholm fik blandt andet arbejdede for engelske Thistle Hotels – og i Birmingham blev parrets ældste datter født – siden fulgt parrets tvillinger.
Allan Agerholm har også gjort meget ud af at uddanne sig. Han har en alsidig baggrund, tjeneruddannelsen gav sølvmedalje, han har en diplomuddannelse i strategier og globale forretningsmiljøer fra Haas Business School ved University of California, samt den store, tunge økonomiske uddannelse, en MBA fra University of North London.
Relaterede artikler:
Allan Agerholm forlader HORESTA’s bestyrelse