Alsie Express i Københavns Lufthavn.

Alsie Express får seat-only til udlandet

Det danske flyselskab vil i sommersæsonen sælge billetter til sydeuropæisk land – og får ny indenrigsrute.

Alsie Express fra Sønderborg har igen i år kontrakt med Gislev Rejser om fra maj til oktober at flyve lørdage og søndage fra Sønderborg til Italien. Lørdage går turen de tre en halv time til Pisa samt til Alghero på Sardinien, mens der søndage flyves til syditalienske Napoli.

”Som noget nyt i år vil både Gislev og vi sælge seat only billetter – det blive spændende at se, om der er kunder til den type af flyrejser,” siger administrerende direktør i Alsie Express, Lone Koch, til standby.dk

Kontrakten med Gislev er Alsie Express’ eneste charterserie i år, men det sønderjyske selskab kommer dog med endnu en indenrigsrute.

Det sker når Alsie Express flyver ud af højsæsonen mellem Sønderborg og København. I lavsæsonen åbner det i stedet rute fra Sønderborg til Bornholm med flyvninger mandage og fredage fra 2. juli til 10. august.

Dyrt at fejle
”Foreløbig er allerede 40 procent af billetterne til vores kommende bornholmer-rute solgt,” siger Lone Koch og tilføjer:

”Vi udvikler nye ruter med behørig respekt, for det er meget dyrt at fejle. Men når vi i sommersæsonen reducerer på København-Sønderborg, hvor erhvervslivet flyver mindre, så har vi jo stadig vores produktionsapparat stående; derfor prøver vi nu med ruten fra Sønderborg til Bornholm. Vi håber den også vil tiltrække passagerer fra det nordlige Tyskland.”

Alsie Express har to fly, ATR 72-500. De har typisk plads til 48 passagerer, men kapaciteten kan øges til 64. Den større version bruges til de mest efterspurgte flyvninger på selskabets hovedrute fra Sønderborg til København – samt til blandt andet charterflyvninger.

 

Relaterede artikler:

Ny chef skal skaffe flere passagerer

Udvidelse på vej i Sønderborg Lufthavn

Kovending i Københavns Lufthavn