Stigende onlinesalg vil spille en rolle i at drive væksten i rejsebranchen fremad i de kommende år, lyder det i analyse, der også forudser, at der snart vil ske ændringer i top-5 over rejsemarkeder.
Der er udsigt til vækst i rejsebranchen. Det er en af hovedpointerne fra analysehuset Phocuswright, der netop har offentliggjort en ny analyse, hvori selskabet tager temperaturen på den aktuelle situation i branchen og samtidig retter blikket mod de kommende år.
Meldingen er, at det globale marked for rejser ventes at vokse med mellem seks og 10 procent om året fra i år til og med 2026. Analysehuset påpeger samtidig, at man nu vil mene, at COVID-19-pandemien må betragtes som værende fortid.
Det skyldes, at Phocuswrights data peger på, at den samlede værdi af de bookinger, der blev registreret i løbet af 2023, var 24 procent højere end 2019-niveauet, mens der i alt blev brugt henved 1,5 billioner dollars, hvilket svarer til 10 trillioner kroner.
Rykker op i top-5
En del af den forventede vækst ventes at komme fra rejser, der handles på internettet. Denne del af markedet vil blive øget med knap syv procent fra 2023 til og med 2026, hvor man regner med, at onlinebookinger vil udgøre 65 procent af det samlede antal mod 61 procent sidste år.
Analysehuset mener, at det er flere forskellige faktorer, der ligger til grund for denne udvikling. Det drejer sig blandt andet om, at kundernes adfærd ændrer sig, at den tilgængelige digitale infrastruktur bliver forbedret samt at nye teknologier kommer frem og bliver taget i brug.
Det er fortsat traditionelle rejsebureauer, der tegner sig for den største andel af de bookinger, der foretages online, mens OTA’erne dog fører an på hoteldelen, lyder det.
Phocuswright har desuden opgjort de fem topmarkeder for rejser til at være USA, Kina, Japan, Tyskland og Frankrig, men det står til at ændre sig næste år. Her mener man nemlig, at Storbritannien vil indtage en af de fem pladser.
Europa har overhalet USA
I rapporten konkluderes det ligeledes, at Nordamerika har befæstet sin position som verdens største regionale rejsemarked.
Det er dog Europa og Asien- og Stillehavsområdet, der er førende inden for online-salg, da Europa allerede overhalede Nordamerika indenom på dette område sidste år, og Asien- og Stillehavsområdet forventes at runde samme milepæl i løbet af 2024.
Eugene Ko, der markering- og kommunikationsdirektør hos Phocuswright, mener, at konklusionerne i den aktuelle analyse viser, at branchen ikke længere er i færd med at blive genoprettet, men derimod udvikler sig.
”Den stigende betydning af onlinebookinger samt det varierende tempo i digitaliseringen på tværs af regioner vidner om, at der både venter nye muligheder og udfordringer forude. Det bliver afgørende for aktører, at man forstår nuancerne for at forblive konkurrencedygtige.”
Relaterede artikler:
Storbritannien: Indrejser skal forhåndsgodkendes