Analytiker: Vanskeligt marked for ny Sterling-ejer

I Jyske Bank fremhæver luftfartsanalytiker Karsten Sloth, at det relativt beskedne antal nye afgange næppe vil give konkurrenterne søvnløse nætter.

 

»I forhold til det samlede billede for konkurrencesituationen i Skandinavien betyder det ikke det store. Samtidig er det en vanskelig tid at ekspandere i, da vi er en lavkonjunktur samtidig med, at en række flyselskaber har oprustet på mange af Sterlings tidligere ruter,« siger Karsten Sloth.

 

Han henviser til, at både SAS, Norweigan og Transavia allerede har oprustet på en lang række af Sterlings mest attraktive ruter. Karsten Sloth understreger, at Cimber Airs ekspansionsplaner naturligvis afhænger af de konkrete ruter, som selskabet vil satse på. I det nuværende vanskelige marked med hård konkurrence er der ikke mange attraktive muligheder, vurderer Karsten Sloth. Det skriver Berlingske Tidende i dag.

 

»Lige nu er det vanskeligt at finde nye attraktive ruter pga. faldende efterspørgsel. Men når markedet vender, kan der opstå nye muligheder. Konkurrenternes oprustning på en række ruter har ikke gjort det lettere, men Cimber Airs muligheder for succes afhænger af de specifikke nye ruter, som vi endnu ikke kender,« siger han.

 

Jørgen Nielsen administrerende direktør i Cimber Air fortæller, at planen for det nye Sterling hverken er at være de dyreste eller billigste i markedet.

»Vi skal ikke være en pendant til RyanAir, men vi skal heller ikke være de dyreste. Vi skal i stedet ligge os solidt i midten, hvor pris og kvalitet følges ad,« siger han.

 

Sterling fortsætter i samme navn og som selvstændigt selskab.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen