Asken rammer Danmark, men usikkert hvad det betyder

Der er næppe nogen tvivl om, at en del af askeskyerne rammer Danmark hen mod aften i dag. Spørgsmålet er om det får nogen betydning for flytrafikken. Det er ingenlunde sikkert.

Foreløbigt er det klaret op så meget, at det islandske luftrum igen er åbnet. Første fly her til morgen var berammet til afgang fra København kl. 6,10, og ser ud til at komme af sted ved 9-tiden.

Air Greenland har aflyst afgang kl. 9, og det ser tungt ud for Skotland.

British Airways aflyser fly til Skotland indtil ved middagstid, og SAS har aflyst afgangen fra København kl. 8,25 i dag.

”Det ser ud til, at askeskyen når frem til Danmark tirsdag aften, ” siger ekspert i atmosfærisk spredning Jens Havskov fra DMI.

”Den store ubekendte faktor i beregningerne af askeskyer er den såkaldte kildestyrke, en beskrivelse af det materiale, som kommer ud af vulkanen. Både mængde og kornstørrelse af asken er af stor betydning for, hvor langt den kan sprede sig, og hvor stor koncentrationen i atmosfæren bliver, ” fortsætter han.

”Det er til gengæld ret nemt at forudsige 24 til 48 timer frem, hvor asken bevæger sig hen. Men vi kan ikke med sikkerhed sige, hvor meget aske, der er.”

Der er altså ikke megen tvivl om, at vi får besøg af askeskyer i aften, men det er langt fra sikkert, det betyder noget for flytrafikken. Det vil dagens meldinger senere afgøre.  

 

Skrevet af Ejvind Olesen