Det går atter fremad for hotellerne i Sverige. Et af de nyeste hoteller er det 13-etager høje Scandic Kiruna i nordsvenske Kiruna, der åbnede sidste måned med 231 værelser og i alt 679 senge samt blandt andet otte mødelokaler. Pressefoto: Scandic Hotels.

Atter boom hos svenske hoteller

De svenske hoteller omsatte sidste måned i snit for 13 procent mere end i april 2019. Det er første måned siden coronakrisen, at Sveriges hoteller har en højere omsætning end før krisen.

Omsætningen for hotellerne i Sverige var i snit i april i år 13 procent højere end samme måned i 2019, året før coronakrisen. Stockholms hoteller havde i snit en ti procent højere omsætning i april i år end april 2019, mens hotellerne udenfor den svenske hovedstad i sidste måned havde en gennemsnitlig stigning i omsætning på over 15 procent.

Det viser nye tal i en pressemeddelelse fra Stockholms Handelskammer via cifre fra Benchmarking Alliance.

Stefan Westerberg, cheføkonom i Stockholms Handelskammer, siger i pressemeddelelsen:

”Det er meget glædeligt, at den svenske hotelbranche igen viser logi-indtægter der overstiger omsætningen før coronakrisen. Trenden er tydelig i hele Sverige med flere udlejede værelser til højere værelsespriser (revpar, indtægt per værelse til salg, revenue per available room, red.). Tallene viser, at livet er på vej tilbage til det normale.”

85 procent af svenske hoteller mangler arbejdskraft
I hele Sverige var de totale logi-indtægter hos hoteller sidste måned 1,7 milliarder svenske kroner, cirka små 1,2 milliarder danske kroner. Det kan sammenholdes med blot 560 millioner svenske kroner i april sidste år og kun 262 millioner svenske kroner i april 2020.

Hotellerne i Stockholm havde sidste måned 639 millioner svenske kroner i logi-indtægter mod 144 millioner i april sidste år – en stigning på 345 procent. De tilsvarende tal for hoteller udenfor Stockholm var i april i år lige over én milliard svenske kroner mod 417 millioner svenske kroner i april sidste år.

Cheføkonom Stefan Westerberg siger, at på bekymringssiden er der fortsat stor coronasmitte i visse dele af verden, som kan betyde færre udenlandske turister til Stockholm og resten af Sverige.

”Et andet bekymringspunkt er mangel på arbejdskraft i den svenske hotelbranche. 85 procent af de svenske hoteller melder om mangel på arbejdskraft,” siger Stefan Westerberg og tilføjer:

”De stigende forbrugerpriser, herunder på energi, er også bekymrende. Det kan medføre forsigtighed hos forbrugerne med at bruge penge på ferier.”

Relaterede artikler:

Sverige uddelte sine travel awards

Hotelkæde vil være dobbelt så stor i Danmark

Stor hotelkæde får nyt varemærke i Skandinavien

Stor international kæde vil have 15 danske hoteller