Vestdanske lufthavne på forskellig kurs

Aalborg Lufthavn havde sidste måned 17 % flere passagerer, eller 14.000 flere end samme måned sidste år. Specielt indenrigstrafikken vokser – væksten var på 30 %. Aalborg-København er Danmarks største indenrigsrute – betjent af Cimber Sterling, Norwegian og SAS. Aalborg havde i juli ca. 63.000 indenrigsrejsende, formentligt mere end de øvrige jyske indenrigslufthavne tilsammen, skønner Travelbroker.dk



Også på udenrigs var der fremgang i det nordjyske, en stigning på 20 % svarede til ca. 2.300 flere passagerer. Chartertrafikken fik en tilbagegang på ca. det samme tal.



I alt havde Aalborg Lufthavn sidste måned 98.600 passagerer mod 84.000 samme måned sidste år.



I Aarhus Lufthavn fik den nye Ryanair-rute til Alicante kompenseret for den traditionelle nedgang i indenrigstrafikken, når forretningsrejsende holder ferie.



Derfor kom lufthavnen ud af juli med en tilbagegang på 0,7 % i forhold til juli sidste år. Udenrigstrafikken voksede 9,5 % til lidt over 2.000 passagerer, mens indenrigstrafikken var nede med 14,2 %. Chartertrafikken var uændret i forhold til sidste år.



Billund Lufthavn er stadig den vestdanske lufthavn med størst passagertilbagegang. I juli mistede lufthavnen ca. 33.000 passagerer, en tilbagegang på 10,6 %; indenrigstrafikken dalede 17 %, udenrigsruterne 8 %, mens chartertrafikken faldt 13 %.



Og i den anden ende af landet, melder Bornholms Lufthavn om en langsom, men positiv udvikling i forhold til tilbagegangen siden august 2008, hvor Danish Air Transport stoppede sin rute fra København.



Glæden på klippeøen skyldes Cimber Sterlings initiativ med indsættelse af Boeing 737 på nogle flyvninger til København. Det har været med til at bremse den negative udvikling og give den et spark i positive retning.



Og sidst i august begynder svenske Wings of Bornholm på ruten til København.



I juli havde Bornholms Lufthavn 19.000 passagerer, en tilbagegang på 3 % i forhold til samme måned sidste år – eller 655 færre passagerer. I årets første halvår har Bornholms Lufthavn haft 16 % færre passagerer.



Udover ruten til København flyver norske Widerøe to gange om ugen i sommersæsonen til Bornholm fra Oslo, mens Cimber Sterling har en rute til Billund.

Skrevet af