BA-chef vil have lufthavnsdirektør fyret

Willie Walsh.

Willie Walsh.

Direktøren for London Heathrow skal ’erstattes’, hvis det står til koncernchefen for IAG, moderselskab for British Airways og Iberia. Willie Walsh er vred over, at Heathrow ønsker nye prisforhøjelser. ’Vi bliver flået’, siger han.

”London Heathrow flår passagerer og flyselskaber med deres alt for høje afgifter,” siger Willie Walsh efter Europas største lufthavn har søgt den britiske pendant til Trafikstyrelsen, Civil Aviation Authority, om tilladelse til at forhøje sine afgifter med 2% over inflationsraten. Det vil gøre hver flybillet ud af London Heathrow ca. 250 kroner dyrere.

Willie Walsh sagde ifølge engelske medier også, at ’Heathrow er ineffektiv og overbeskyttet af Civil Aviation Authority’.

En talsmand for Heathrow forsvarer lufthavnen ved at sige, at ledelsen har fremlagt besparelsesforslag for de kommende fem år på 400 millioner pund, 3,4 milliarder kroner. ”Men vi er nødt til at forsætte med at investere for at holde Heathrows niveau overfor passagerer og flyselskaber.”