Ryanair trækker sig fra Billund og Aalborg. DRF, Forbruger Europa og Trafikstyrelsen: Ryanair skal ifølge EU-regler ombooke til andre selskaber. Passagerer bedst stillet ved booking i rejsebureau.
Ryanair vil lukke basen i Billund Lufthavn som følge af et stigende omkostningsniveau med den nye danske passagerafgift og takstforhøjelser i Billund Lufthavn.
I det kommende sommertrafikprogram, der træder i kraft 30. marts, havde Ryanair i højsæsonen planlagt 91 ugentlige flyvninger fra Billund Lufthavn til 24 destinationer. Samtlige afgange er nu forsvundet fra bookingsystemerne, og kunderne begynder at modtage mails om aflyste flyvninger, skriver Check-in.dk
Sidste år var der i alt 1,25 millioner passagerer på Ryanair-ruterne til og fra Billund Lufthavn, godt en tredjedel af et samlet passagertal på 3,9 millioner.
Ryanair trækker sig også med udgangen af marts fra Aalborg Lufthavn, men vil stadig flyve fra Aarhus Airport.
Danmarks Rejsebureau Forening: Ryanair er forpligtet
Den megen medieomtale af Ryanairs tilbagetog fra de to primære jyske lufthavne, ikke mindst Billund, udløste fredag eftermiddag pressemeddelelser fra Danmarks Rejsebureau Forening og en fælles fra Trafikstyrelsen, Forbrugerrådet Tænk og EU-støttede Forbruger Europa.
I pressemeddelelsen fra Danmarks Rejsebureau Forening står der blandt andet:
”Ryanairs aflysning af flyvninger til og fra Billund og Aalborg har fået flyselskabets mange rejsende til at frygte, at ferien nu må aflyses.
Det bør dog ikke være tilfældet, da Ryanair efter EU-reglerne er forpligtet til at give passageren mulighed for at ombooke rejsen til andre flyafgange eller tilbagebetale alle de billetter, de har udstedt på de berørte ruter.”
DRF tilføjer, at har man købt en pakkerejse via et (for eksempel dansk-registeret) rejsebureau, ”skal man slå koldt vand i blodet og lade rejsebureauet ordne sagerne.”
Videre skriver DRF: Når et flyselskab annullerer en rejse – uanset årsag – træder en række EU-regler i kraft, og de gælder også i denne sag. Ryanair skal ombooke alle berørte passagerer eller tilbyde dem fuld refusion efter EU-reglerne (om nægtet ombordstigning, EU 261/2004-forordningen) for luftfartsselskaber.
Ryanair må til lommerne
Jakob Hahn, advokat og branchedirektør i Danmarks Rejsebureau Forening, siger i pressemeddelelsen:
”Den er faktisk ikke meget længere end det, Ryanair må til lommerne og sørge for at ombooke passagererne eller tilbagebetale dem prisen på flybilletten alt efter, hvad passageren ønsker. Det er passageren, der i sidste ende bestemmer, om rejsen skal ombookes eller flybilletten refunderes.”
DRF tilføjer: ”Har man en flybillet med Ryanair som del af en pakkerejse er det endnu mere enkelt. Rejsebureauet vil sørge for, at billetten bliver ombooket, og skulle der i den henseende opstå en mangel på pakkerejsen, sørger rejsebureauet for at kompensere den rejsende.
”Det kan være, at den nye flyvning, rejsebureauet og Ryanair finder frem til, ligger en dag senere end oprindeligt booket. Så kan man som gæst få et afslag i pakkerejsens pris, der svarer til prisen på et døgn på rejsen. Jeg vil opfordre alle gæster, der har købt en pakkerejse, til at vente på, at rejsebureauet kontakter én,” siger Jakob Hahn.
Kontant kompensation
Trafikstyrelsen, Forbrugerrådet Tænk og Forbruger Europa skriver i deres pressemeddelelse blandt andet: Pludselige ændringer er en tilbagevendende udfordring i luftfarten, hvor passagerer oplever aflysninger eller forsinkelser.
Kontorchef Line Elikofer fra Trafikstyrelsen siger i pressemeddelelsen: ”I øjeblikket ser vi eksempler med Ryanair, som har aflyst en stribe af rejser i marts og april. Der er det vigtigt som passager at vide, at man har ret til at få pengene tilbage eller få en anden flybillet.”
Derudover kan man have ret til forplejning og indkvartering, hvis det bliver nødvendigt. Hvis aflysningen sker med kort varsel, kan passagerer også have ret til kontant kompensation, oplyses det.
Trafikstyrelsen håndhæver flypassagerers rettigheder i Danmark. Det er Trafikstyrelsens ansvar at behandle klager over forsinkelser, aflysninger, boardingafvisninger eller nedgraderinger.
Flyselskaber oplyser ikke passagererne om deres rettigheder
Fra delvist EU-støttede Forbruger Europa, siger Lars Arent, direktør i Danmark for Forbruger Europa, i pressemeddelelsen:
“Vi ser desværre ofte i situationer som den med Ryanair, at flyselskaberne ikke er gode nok til at oplyse passagererne om deres rettigheder.
Det betyder, at passagerer risikerer at gå glip af det, de faktisk har krav på,” siger Lars Arent.
500 kroner rabat hos Primo Tours
I weekenden har Primo Tours lørdag og søndag et særtilbud i forbindelse med Ryanair-aflysningerne fra Billund Lufthavn. Bjarke Hansen, ejer af Primo Tours og Travelheart Family-koncernen, var kørt til Billund Lufthavn for at lave opslag på Facebook. Her siger han blandt andet:
“Lige nu oplever mange mennesker, at deres fly fra Billund Lufthavn er blevet aflyst til foråret eller sommeren. Alle fortjener en god ferie sydpå. Derfor har jeg helt ekstraordinært en rabatkode til jer, som giver 500 kroner i rabat pr. person på (Primo Tours’) sommerrejser (fra Billund Lufthavn). Brug rabatkode: AFLYSTREJSE,” siger Bjarke Hansen. Rabatten gælder kun til søndag den 9. februar, klokken 23.59.
Relaterede artikler:
Ryanair i gang med aflyse flyvninger fra Billund